Ishockey - arbejdsforhold på glat is
Ishockeyspiller trækker klubben i retten: "Systemet trænger til en ordentlig overhaling"
Ishockeyklubberne slipper alt for let afsted med at forbryde sig mod kontrakterne, lyder det fra spillernes fagforening.
Morten Andreasen vil ikke finde sig i, at Odense Bulldogs sætter ham af eliteholdet, så nu trækker han dem i byretten.
Morten Andreasen vil ikke finde sig i, at Odense Bulldogs sætter ham af eliteholdet, så nu trækker han dem i byretten. Foto: Scanpix / Bjarke Bo Olsen


Det skal være slut med, at ishockeyklubberne i Danmarks bedste liga, Metal Ligaen, kan behandle deres spillere, som det passer dem. Det mener ishockeyspiller Morten Andreasen, og derfor trækker han nu sin klub, Odense Bulldogs, i retten.

Avisen.dk har de seneste dage kunnet afsløre, at mange ishockeyspillere arbejder mere end fuld tid for mellem nul og fem kroner i timen på ugyldige kontrakter, der binder dem med kontante bøder, hvis de ikke møder op til træning.

- Hele systemet trænger til en ordentlig overhaling, og jeg håber, at min sag kan være med til at få sat skub i det, siger Morten Andreasen, der igennem flere sæsoner har været en fast del af det danske ishockeylandshold.

Presser til at skrive under

Morten Andreasen er med i spillerudvalget i Ishockey Spiller Foreningen, der i foråret forsøgte at få en overenskomst med Danmarks Ishockey Union.

Midt i forhandlingerne meldte Odense Bulldogs ud, at de ikke længere kunne bruge Morten Andreassen på eliteholdet.

- De tilbød mig en aftale for at de kunne opsige min kontrakt, men vi kunne ikke blive enige om vilkårene, siger han.

Ifølge klubben havde det ikke noget med overenskomstforhandlingerne at gøre, det var udelukkende af sportslige årsager, at de ikke længere kunne bruge Morten Andreasen. Han var ellers god nok til at spille på landsholdet, og han fik også hurtigt tilbud fra andre eliteklubber.

- Da de ikke kunne slippe af med mig, satte de mig ned på førstedivisionsholdet. Det virker som om, de forsøger at presse mig til at skrive under på deres aftale, som ikke er i min interesse, siger han.

Forbryder sig mod kontrakten

Morten Andresen mener, det er et brud på hans kontrakt, at han nu skal spille på Odense Ishockeyklubs førstedivisionshold i stedet for på Odense Bulldogs elitehold. Det er det, Odense byret nu skal forholde sig til.

- Det er ikke det selskab, jeg har skrevet kontrakt med. Og jeg mener bestemt ikke, at klubben kan gøre sådan, bare fordi jeg ikke vil gå med til en aftale på deres præmisser, siger han.

Det er langt fra første gang, klubberne ikke overholder kontrakterne. Men det er første gang, en ishockeyspiller trækker sin klub i byretten, for det er dyrt og tidskrævende. Det oplyser Danske Elitesportsudøveres Forening, der blandt andet organiserer ishockeyspillere.

- Vi ser ofte, at spillere, der klart er blevet uretfærdigt behandlet, må opgive at gøre noget ved det, hvilket betyder, at klubberne slipper af sted med at forbryde sig mod kontrakterne, siger formand Mark O. Madsen.

Det er en af grundende til, at ishockeyspillerne gerne vil have en overenskomst med klubberne.

- Så ville vi kunne aftale et langt mere smidigt og billigere tvistløsningssysstem, der stiller både spillere og klubber bedre i forhold til at få løst eventuelle tvister effektivt, siger han.

faktaboks

Avisen.dk sætter de kommende uger fokus på forholdene inden for Danmarks farligste sportsgren, ishockey. Stjernestøv og NHL-drømme er kun toppen af isbjerget.

Avisen.dk er dykket ned i kontrakter og lønforhold og har talt med spillere og trænere, der tegner et billede af en branche, der udnytter unge mænds store ambitioner.

Har du oplysninger om forholdene i ishockeybranchen, så skriv til laerke@avisen.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.