Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Mine kunder har lyst til at slukke for Lars og Helle

Det værste ved at være borte fra taxien på selv en kort lille ferie er at bære kulturchokket, når jeg vender tilbage. Den firehjulede virkelighed slår hårdt – men ikke altid som forudset. Den kan faktisk nogle gange passe bedre til mit livssyn, end de realiter jeg præsenteres for i medier og diskussioner, mens jeg er borte fra vogn 2282.

Jeg havde forberedt mig på det første gang for knap 3 år siden. – Det er vel ret indlysende – at verden ser anderledes ud fra Taxamandens udkigspost. Jeg var sidst i 50’erne og havde stadig ”outplacement-illusionen” i kroppen. Efter 36 år i medieverdenen – de fleste som chef – ville der vel også være noget til mig uden for DR-katedralen?

Det var der så ikke!

Men der var en sidste drengerøvs-drøm tilbage i min nødhjælpstaske. Ud at køre taxi. Ud at snakke og lytte til dagliglivets historier og fortælle om dem bagefter. Ikke så meget pjat her. Står pludselig med erhvervskortet. Ringer til den første vognmand, jeg har googlet om torsdagen.

- Jamen, jeg kan da godt bruge en afløser.
- Hvor meget arbejde, vil der være?
- Så meget du har lyst til.
- Skulle vi ikke lige møde hinanden?
- Jo, kom forbi i morgen.
Så mødtes vi fredag – og jeg begyndte mandag. En times introduktion til radiosystemet og så ud at tjene nogle penge.

OG JEG RODEDE rundt i geografien og distrikter og tankespin og en helvedes masse råd fra kollegerne. Med tiden fandt jeg frem til mine egne systemer og faldt til i den unikke dobbeltrolle som lønslave og 100 procent individualist.

JEG ER BARE TAXAMAND, kom bogen til at hedde.

Og jeg lærte med tiden det ganske særlige ved dette arbejdsunivers. At bortset fra skadestuer og netto-butikker, så findes der ikke ret mange steder, hvor man møder det danske folk så unplugged.  Proletarerne, der stinker af sprut - og af pis, når det er værst. Overklassefruerne og deres fine fornemmelser. De elskelige kvinder langt op i 90’errne. De triste. De glade. De fremmede. De sky. Forretningsmændene på vej til middagsaftaler. Eller med den evigt tændte laptop på vej til lufthavnen.

- Gider du køre ad motorvejen, det skal helst gå lidt hurtigt.

Taxamanden fryder sig og ser guld.

Og den er egentlig fed, den her smeltedigel af folk og klasser. Den gør mig ikke nær så kynisk, som jeg havde forestillet mig. Hvad stiller jeg op den dag, hvor jeg sidder med en fascistoid racist på bagsædet. Og han vil bare ha’ dem sendt hjem – nu!

Jamen, han har givetvis siddet det, men det er ikke ham, der gør indtryk. Der sænker sig en slags tilforladelighedens skær over min taxi, når vi taler sammen og diskuterer. Og ofte falder forestillingerne fra hinanden som visne fordomme om de rige, de fattige, de drukne og de fremmede.

Jeg er jo blot ude at køre med det danske folk, for pokker!

KONFLIKTERNE MÆRKES først rigtigt, når jeg af og til er UDE af taxien fort en kortere periode. Udtalelsernes ejermænd er ikke inde på livet af mig og konflikterne går fra at være reelle til at være principielle. Jeg var på ferie med Mathilde, min yngste datter, 23 år og socialrådgiverstuderende. Hun er en fornuftig ung kvinde, der godt nok er opvokset i middelstandens beskyttende vat-lag. Men hun ved også, at verden ikke ser ud som på glansbilleder.

Og vi fik da også de skæve sider på turen til Rom og øen Ischia, som ligger 
så smukt ud for Napoli i middelhavet. Vi oplevede lige den sindssyge taxichauffør, der fræsede ind mod Rom med 150 km/t, mens han flirtede med hende og råbte ukvemsord ad medtrafikanterne. Og i samme univers: Vi blev holdt tilbage af civilt politi, fordi vi havde sat os ind i en ulovlig, pilrådden pirattaxi. Eller tiggeren på hovedbanegården i Napoli, der gik med sit tottede hår og sit snavsede tøj og ikke bare lugtede af urin. Han stank af pis, og den store mørkeblå plamage på det skjoldede jeans viste, at han havde ladet vandet gå for bare minutter siden. Endnu flere tiggere. Slidte, tandløse, overvægtige kvinder, som ville hjælpe ved billetautomaterne – for penge!

Der var ikke behov for megen patriarkalsk moralisering og taknemmelighedspropaganda over pastaen og den kølige hvidvin ud på aftenen. Der var vel nærmest enighed, datteren og faren imellem: Vi har det sgu meget godt i Danmark! Her sidder vi, den studerende og hendes skrivende taxichauffør-far og hygger os på den gamles regning. I Italien ved Middelhavet, og jeg er grundlæggende en mand på lavindkomst.

SOM SAGT. Virkelighedschokket over at komme tilbage til det lykkelige, ukompromitterede kongerige vidste sig denne gang et par dage før landingen i Kastrup: Der blev udskrevet valg.
Og så bryder den rituelle krig ud. Rød blok mod blå blok. På internettet dernede i sydens sol skal vi altså både bære taknemmeligheden over at tilhøre et privilegeret folk og så indstille os på den rituelle stammekrig i valgkampen. Det er sådan set til at bære på afstand. For det er jo også en morsom teaterforestilling, hvor der må fnises og grines over alt det sludder, der rent faktisk hældes ud. Det her er jo en del af en parlamentarisk tradition, hvor det rent faktisk er lykkedes af transformere revolutionære stemninger til fredelig armlægning på ord og argumenter.

Størst bliver forskellen mellem valgstemning og virkelighed, da jeg er tilbage i vogn 2282, den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Godt ophidset fra den foregående aftens valgdækning. Også fordi medieformaterne på især tv akkompagnerer hele menageriet med den dramaturgi, der skal gøre valgkampen til et veldesignet reality-show.

MEN DRAMAET i taxien ville ikke rigtigt lykkes. Jo de politiske signalfarver er der selvfølgelig: Erhvervsmanden, der ønsker gode vilkår for vækst. Socialrådgiveren, som ser mere nød i børnefamilierne end de fleste. Den unge indvandrer, der har svært ved at få praktikplads selv om alle skriger på flere håndværkere, eller den unge, veluddannede – lidt skrøbelige - unge mand, der må have noget professionel coaching for at turde søge et job. Og så selvfølgelig pensionisten, der ikke har tillid til andre end Pia Kjærsgaard.

Men ikke en eneste, ikke én eneste af gårdagens kunder kunne holde de rituelle politiske slagsmål ud. De har mest lyst til at slukke, når Helle og Lars uddeler deres kolde domme mod hinanden. De savner humoren. De leder efter næstekærligheden og snusfornuiften. Og denne politiske revyforestilling har intet med deres egen dagligdag at gøre. Her må man nemlig komme ud af det med idioterne. Slå halv skade med modstanderen. Bære noget for at vinde noget der. Se sine medarbejdere som individer og ikke som en røvforkælet stamme, der har brug for økonomiske tæsk for at gide bestille noget. Have et godt forhold til arbejdsgiveren, selv om han tjener penge på dig.

Den almindelige dansker skal alt i alt rumme, at storken ikke tabte os på jordens værste plet – slet ikke, hvis man har set nogle af de mugne skjolder ude i verden.

MEN I VALGKAMPEN aflyses snusfornuften. Medierne lever af de korte budskaber, så de mere ideologiske eller idémæssige diskussioner om forskellen på det blå og det røde er der virkelig ikke plads til. Det var lettere under Grundtvig og Stauning – nu overlader vi disse overtoner til universiteterne eller de rødvinsberusede nætter i venners lag. Og frem for alt får alle kandidaterne mulighed for at proklamere landets nærliggende undergang. Uden Lars ingen lykke. Uden Helle ingen omsorg. Uden Pia intet Danmark. Uden Anders ingen frihed. Uden SF ingen pleje. Uden EL ingen rettigheder. Uden de Radikale?

– Nåh, det kan ingen rigtigt svare på for tiden.

Nu og her hersker virkeligheden, og den er reelt en eliteidræt mellem stadig flere politisk uddannede politikere og økonomisk uddannede samfundsansatte. De spiller i deres egen division – og om lidt hygger de sig, når showet er slut. Indtil da maksimerer politikerne fra alle fløje deres egen nytteværdi i et fælles opråb: Det går ad helvede til!

Specialister, kommentatorer og journalister danser med, når kongressen danser. De er jo bare betragtere. De skal ikke have noget større perspektiv klinket. Og derude i taxien i går var der en ubetinget konsensus fra virksomhedskonsulenten til bistandsmodtageren:

- Valget? Lad os nu se at få det overstået

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.