Niko Grünfeld er kultur- og fritidsborgmester i København. Han er medstifter af Alternativet og Altivisten. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.
Du kan ikke se dem, men de er omkring dig. I dit hjem, din bil, på dit arbejde, på børnenes værelse og endda i badet med dig.
Inden det kommer til at lyde som en dårlig gyserfilm, er det på sin plads at slå fast, at der hverken er tale om spøgelser eller øksemordere. Det drejer sig derimod om hormonforstyrrende stoffer, som findes i kosmetik, tøj, ikke-økologiske madvarer, legetøj og meget andet, som du er i nærkontakt med hver eneste dag.
Hormonforstyrrende stoffer er skadelige for din sundhed. Når du kommer i kontakt med hormonforstyrrende stoffer, øger du risikoen for indlæringsproblemer, fedme, testikelkræft, diabetes type 2, hjerte-kar-sygdomme, nedsat frugtbarhed og neurologiske skader. Jo oftere du møder stofferne, jo større risiko er du udsat for.
I starten af marts præsenterede 18 fremtrædende læger og forskere et regnestykke for hvor meget, det kommer til at koste EU, hvis der ikke bliver gjort en ordentlig indsats mod hormonforstyrrede stoffer. Regningen kan løbe op i svimlende 1.170 milliarder kroner om året for skader på menneskers sundhed, frugtbarhed og intelligens.
Som du måske allerede har gættet, er vi i Alternativet ikke glad for de hormonforstyrrende stoffer. Derfor vil vi arbejde for, at hormonforstyrrende stoffer ikke længere skal være at finde i vores fødevarer, tøj, vores børns legetøj og hvor de ellers kan dukke op. Vi vil sikre, at vi i Danmark kan købe produkter med vished om, at de ikke gør os syge.
Stoffer med en dokumenteret skadelig virkning skal gøres ulovlige, så vi kan sikre den danske folkesundhed. Fra politisk side skal vi tage hånd om borgernes interesse – i dette tilfælde en interesse for at industrien ikke skal have lov til at gøre befolkningen syg.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.