"Meget voldsomt": Så mange vil droppe udkanten til fordel for job
Hver tredje dansker mellem 18 og 65 år i yderområderne ventes at flytte til byer over de næste årtier.
De næste 25 år ventes mange danskere at flytte fra de danske yderområder til byer for at få et job. Arkivfoto.
De næste 25 år ventes mange danskere at flytte fra de danske yderområder til byer for at få et job. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Over de næste 25 år vil en stor del af borgerne i den arbejdsdygtige alder mellem 18 og 65 år flytte fra deres bopæl i yderområderne til et større byområde i Danmark.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en prognose foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I 2040 vil omkring hver tredje i den aldersgruppe være forsvundet fra kommuner som Læsø, Ærø, Lolland og Langeland, mens kommuner som eksempelvis Morsø, Struer og Lemvig vil miste hver fjerde arbejdsdygtige indbygger.

Både borgmestre fra yderområderne og eksperter advarer mod en udvikling, der på lang sigt vil reducere en række kommuner til rene pensionistområder.

- Det er et meget voldsomt tal, og vi risikerer, at hele vores indtægtsgrundlag forsvinder. Hvis vi ikke har en egentlig arbejdsstyrke at tilbyde, ja så forsvinder vores virksomheder også. Det er en kæmpe udfordring, siger Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), til Jyllands-Posten.

Mens yderområderne ifølge prognosen skal vinke farvel til et stort antal borgere i den arbejdsdygtige alder, vil andelen af 18-65-årige stige med omkring 23 procent i København og ti procent i Aarhus.

Så også de store byer vil blive ramt af enorme udfordringer, forklarer Curt Liliegreen, sekretariatschef ved Boligøkonomisk Videncenter:

- I omstillingsfasen gør det ondt på de kommuner, som folk flytter fra, men det giver også problemer i de kommuner, som folk flytter til, for her vil der mangle boliger. Så problemet bliver lige så stort i København som på Lolland, siger han.

Prognosen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kommer få dage, efter at en beregning fra Danmarks Statistik viste, at det samlede befolkningstal over de næste ti år vil falde i 35 af landets kommuner samtidig med, at befolkningstallet i Danmark samlet vil stige med 4,4 procent.

Størst fald i folketallet forventes for Læsø med 12 procent, Lolland med ti procent og Bornholm med ni procent færre indbyggere i 2025.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.