Joachim B: Skær kontanthjælp i udkanten
Der er indført et loft over kontanthjælpen, men samtidig stiger og stiger leveomkostningenre i storbyerne. Det presser flere til yderområderne, vurderer forskere. I Liberal Alliance vil man beskære sig ud af problemet.
Loft over kontanthjælpen kan presse flere mod yderområderne, hvor boligerne er billigere. I LA vil man nu sænke kontanthjælpen i yderområderne.
Loft over kontanthjælpen kan presse flere mod yderområderne, hvor boligerne er billigere. I LA vil man nu sænke kontanthjælpen i yderområderne. Foto: Henning Bagger/Martin Sylvest Andersen, Scanpix


Huslejen og leveomkostningerne i storbyerne vokser og vokser. Men samtidig har regeringen indført et loft over kontanthjælpen, og det kan presse flere af kontanthjælpsmodtagerne til yderområderne, skriver Ugebrevet A4.

For har man færre penge til rådighed, søger man mod de steder, hvor boligerne er til at betale. Og det er typisk steder, hvor det ikke ligefrem bugner med jobmuligheder, vurderer flere forskere.

S: Stik imod hensigten

Meningen med kontanthjælpsloftet var blandt andet at sikre, at der var en klar økonomisk fordel ved at få selv et lavtlønnet arbejde. Men presses folk mod yderområder, kan de ende steder, hvor der måske slet ikke er job at få, mener Socialdemokraterne.

- Loftet får en masse mennesker til at rykke ud i områder, hvor der i forvejen er mangel på arbejde, og hvor chancen for at få et arbejde er markant mindre. Det vil virke stik imod hensigten, siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn (S) til Ugebrevet A4.

LA: Skær i udkanten

I Liberal Alliance mener beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen, at loftet over kontanthjælpen er en rigtig god løsning. Han mener dog, at det er problematisk, at danskere får den samme kontanthjælp i hele landet, uanset hvordan leveomkostningerne er i hver kommune.

- Man skal fastsætte niveauet af kontanthjælpen ud fra de leveomkostninger, der er i de enkelte kommuner. Også for at modvirke, at det bliver for attraktivt at flytte dertil, fordi man gerne vil leve på overførselsindkomst, siger Joachim B. Olsen til Ugebrevet A4.

Ordføreren foreslår altså en løsning, hvor kontanthjælpen bliver lavere i for eksempel Guldborgsund end på Frederiksberg, fordi boliger og leveomkostninger generelt er langt lavere.

- Det giver simpelthen ikke mening, at kommunerne ikke har mulighed for at indrette kontanthjælpen sådan, at den passer til de leveomkostninger, der er i de pågældende kommuner, siger Joachim B. Olsen til Ugebrevet A4.

Artiklen fortsætter under grafikken

Minister takker nej

Liberal Alliance skal dog ikke regne med at få regeringspartiet Venstre med på idéen. I en mail til Ugebrevet A4 forklarer beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), at man med loftet over kontanthjælpen har fundet den rette balance.

- Kommunerne skal ikke overlade borgere til passiv forsørgelse, hvis de på nogen måde kan blive en del af arbejdsmarkedet – selv med et lille timetal. Det gælder selvfølgelig både i de store byer og udenfor, skriver ministeren.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.