Gevinsten ved at tage et arbejde frem for at være på kontanthjælp er blevet større. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.
Ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) betyder de strammere kontanthjælpsregler, at en borger på kontanthjælp nu vil få 5.200 kr. ekstra om måneden ud af at tage et rengøringsjob på fuld tid.
Den gennemsnitlige HK’er på mindsteløn vil få 4.400 kr. mere om måneden ved at være i arbejde frem for på offentlig forsørgelse.
Dermed er afstanden mellem passiv forsørgelse og et fuldtidsjob mere end de 2.000 kroner, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere har beskrevet som målet.
Tallene "trækker fuldstændigt tæppet væk under regeringens grundfortælling om behovet for en skattereform", mener Socialdemokratiet.
Cepos: Vil afvente effekterne af reform
Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerlige-liberale tænketank Cepos har tidligere talt godt for stramninger af kontanthjælpen, men han vil nu trække sig lidt tilbage fra slagmarken om kontanthjælpen.
- Når man ser på effekten af kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen, så har det haft den positive virkning, at gevinsten ved at tage et lavtlønsjob er øget ganske mærkbart. Så nu vil jeg gerne se effekten af kontanthjælpsreformen de kommende år, før jeg anbefaler yderligere generelle reduktioner af kontanthjælpen, siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen til Finans.dk.
Ingen tal for hvor mange der kommer i arbejde
Men det er ikke så lige til at vurdere effekterne af kontanthjælpsloftet. Der findes nemlig ingen tal for, hvor mange der rent faktisk kommer i arbejde som følge af reformen. Det indrømmede Troels Lund Poulsen torsdag.
Han glæder sig dog over den mærkbare gevinst ved at tage et arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.
- Det ændrer ikke på, at man med loftet (kontanthjælpsloftet, red) altid har mere ud af at arbejde end ved at være på kontanthjælp. Sådan skal det være, skriver Troels Lund Poulsen til Finans.dk
Tallene er beregnet ud fra Beskæftigelsesministeriets standardberegner for familietyper med udgangspunkt i en enlig forsøger med to børn, der arbejder fuldtid og bor til 6.300 kroner i husleje.
Tidligere har regeringen fået kritik for at designe tal ud fra kreative beregninger.
29.000 får stadig gevinst på under 2.000 kr.
Der er dog stadig et stykke vej for regeringen, hvis de skal nå deres mål. Andre nye tal fra regeringen viser, at der for 29.000 borgere vil være en gevinst på under 2.000 kroner om måneden ved at arbejde frem for at være på forsørgelse. Det skriver DR.
Ud af de 29.000 får 10.000 under 1.000 kr. månedligt ud af at arbejde. Og det behager ikke Dansk Folkeparti.
- Jeg synes selvfølgelig det er problematisk, at regeringen bagatelliserer, at der er 29.000, som har en ringe gevinst ved at være på arbejdsmarkedet. Det er også derfor, at vi hele tiden har sagt, at hvis der råd til skattelettelser, så skal de gives i bunden. Det er jo netop for at få de 29.000 personer løftet til et højere niveau, siger Rene Christensen til DR.
Finansminister Kristian Jensen (V) holder i den forbindelse fast i, at regeringens mål er, at alle danskere har en gevinst på mindst 2.000 kroner ved at komme i arbejde, og at de slet ikke er færdige med at løfte opgaven.