Statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt tirsdag den traditionsrige åbningstale i Folketinget.
Men de mange arbejdsløse danskere, som fra 1. oktober er blevet ramt af kontanthjælpsloftet, måtte kigge langt efter en håndsrækning fra statsministeren.
Løkke slog nemlig fast, at kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen er nødvendigt for at det kan betale sig at arbejde.
- Der skal være en fair balance mellem lønnen ved at knokle, og det, man får ved at blive hjemme. Alt andet er uholdbart. Derfor har vi indført kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen, fastslog Løkke fra Folketingets talerstol.
Svaret er ikke en højere ydelse
Senere tirsdag vil der blive afholdt en stor demonstration mod kontanthjælpsloftet på Christiansborg Slotsplads. Men de fremmødte skal altså ikke regne med, at Løkke og regeringen vil ændre på kontanthjælpsloftet og hæve ydelserne.
- Jeg ved godt, at en enlig mor på kontanthjælp kan være hårdt spændt for. Jeg gør mig ingen illusioner om, at det er nemt at være forsørger på kontanthjælp. Men svaret er ikke en højere ydelse. Svaret er, at hun kommer i arbejde.
- Hver gang et menneske tager skridtet fra kontanthjælp til arbejde, er det en socialpolitisk landvinding. For hende selv - for hendes børn, sagde Løkke.
Statsministeren sluttede derefter det lille kontanthjælpsafsnit i åbningtalen af med at gentage sit mantra:
- Derfor skal det betale sig at arbejde.
Avisen.dk er med til Folketingets åbning og demonstration mod kontanthjælpsloftet og sender live hele dagen. Følg med på Facebook, eller se den seneste live-sending nedenfor.