LO til Ryanair-støtte: Du har ikke forstået en disse
LO's næstformand forstår bekymringen, men ikke kritikken fra stifteren af en Facebook-gruppe for utilfredse borgere i Billund.
LO-næstformand Lizette Risgaard forstår ikke kritikken fra stifteren af Facebook-gruppen "Billund Lufthavn Vores Valg"
LO-næstformand Lizette Risgaard forstår ikke kritikken fra stifteren af Facebook-gruppen "Billund Lufthavn Vores Valg" Foto: Scanpix


En lokal erhvervsdrivende har de seneste dage fået stadig voksende støtte på Facebook til siden Billund Lufthavn Vores Lufthavn Vores Valg.

Den har i skrivende stund mere end 2.200 medlemmer, der for langt de flestes vedkommende er trætte af, at fagbevægelsen skal blande sig i arbejdsforholdene i Billund Lufthavn og dermed risikere lokale arbejdspladser.

Stifteren af gruppen Jan Juul Hansen synes generelt, at det er ok, at fagbevægelsen kæmper for ordentlige løn og vilkår.

- Men kun til en vis grænse. Jeg kan godt forstå, at virksomhederne skal følge en række regler, men jeg kan ikke forstå, at man tager kvælertag på virksomhederne for at få dem til at følge dem, siger han.

Den kritik står LO-næstformand Lizette Risgaard dog helt uforstående over for.

- Det er ærgerligt, at han ikke har forstået en disse af, hvad det her drejer sig om. Man kan jo ikke sige til en vis grænse. Enten så kører vi efter de regler, vi har, eller også gør vi ikke, siger hun og fortsætter:

- Hvad ville konsekvensen være, hvis vi truede og ikke gjorde noget ved det? Sådan fungerer tingene ikke. Vi er nødt til at bruge de våben, vi har at spille med. Skik følge eller land fly, siger hun til Avisen.dk.

I gruppen kritiserer flere medlemmer fagbevægelsen, som blandt andet beskyldes for at lave ballade for balladens skyld. Men det er helt forkert at pege fingre af fagbevægelsen i den forbindelse, mener LO-næstformanden, der afviser at være kilden til problemet.

- Det er Ryanairs ansvar. Vi ønsker ikke en konflikt, vi ønsker en aftale, siger hun og understreger, at hun ikke mener, at fagforeningens krav er urimelige.

- Vi har ikke forlangt ekstraordinære overenskomster, vi har bedt om overenskomster, som er helt almindelige inden for luftfart, siger Lizette Risgaard.

Maner til besindighed

Lizette Risgaard kan godt forstå de lokales bekymring for udsigten til at miste arbejdspladser, men hun maner samtidig til besindighed.

- Man skal lade være med at lave dommedagsprofetier. Der kommer andre arbejdspladser og virksomheder, der har brug for folk. Sådan fungerer markedet. Billige flybilletter og overenskomst er ikke en modsætning, så der kommer andre virksomheder, og der vil fortsat være brug for ansatte, siger hun.

Derudover forstår hun ikke, hvordan en selvstændig erhvervsdrivende kan finde på at rejse en sådan kritik.

- Der er mange arbejdsgivere, der bakker op om den danske model og ordnede forhold. Bakker man ikke op om det som arbejdsgiver, er man jo også med til at bakke op om konkurrenceforvridende forhold. Alle dem, der vælger ikke at tegne overenskomst, laver jo konkurrenceforvridende forhold over for andre, lyder det fra Lizette Risgaard.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.