Ryanair vælger nu at halvere sin trafik fra Billund. Det oplyser det irske lavprisselskab på et pressemøde i Billund.
De passagerer der, hvert år flyver ind og ud af Billund, halveres nu fra 700.000 om året til cirka 300.000. Det oplyser personaledirektøren i Ryanair Eddie Wilson på pressemødet.
- Når vi gør det her, er det for at beskytte vores passagerer og vores ansatte, så de ikke skal blive bragt i en uheldig situation, siger Eddie Wilson på pressemødet.
Ryanair lukker tre ud af fire vinterruter fra Billund. Det er ruterne til Malaga, Tenerife og Budapest, der lukkes. Kun ruten til London fortsætter.
De eneste ruter, der bliver aflyst i løbet af sommeren er to ruter til Grækenland. Det drejer sig om ruterne til Chania på Kreta samt Korfu, og kunderne vil få deres penge tilbage. Resten af selskabets ruter bliver fløjet som planlagt, lyder meldingen fra Ryanair.
Går til angreb på fagbevægelsen
Eddie Wilson går kraftigt til angreb på den danske fagbevægelse, og beskylder den for at prøve på at skabe en boble rundt om Danmark med den såkaldte danske model.
- Luftfart er en international branche, og det må den danske fagbevægelse sande. Man kan ikke bare lukke grænsen, siger han.
Eddie Wilson mener, at fagbevægelsen i Danmark går specifikt efter Ryanair.
- Fagbevægelsen er selektiv og er gået specielt efter Ryanair. Men hvorfor lige os, når nu Google, Microsoft og andre internationale selskaber arbejder i Danmark uden overenskomster?, spørger Eddie Wilson på pressemødet.
Ryanair har givet fagbevægelsen en frist til onsdag eftermiddag for at afblæse sin sympatiaktion i København. Ellers vil selskabet lukke sin base i Billund.
I alt har lufthavnen i Billund omkring 2,8 millioner passagerer om året.