"Det virker på mig helt gak, at fordi man er over 50, så kan man ikke finde sig et job indenfor en acceptabel tidsramme."
Sådan lyder det fra en forarget Line Baun Danielsen.
På sin blog beskriver hun, hvordan hendes veninde, der er fyldt 50 år, er løbet ind i et loft for, hvor mange uger hun må være arbejdsløs.
Veninden arbejder som freelancer. Det betyder, at hun tager et job, gør det færdigt, og først derefter søger et nyt job. Men det er ikke nemt at arbejde sådan, lyder det fra Line Baun Danielsen.
Ifølge hende må veninden, efter hun har rundet det skarpe hjørne, nemlig nu kun være arbejdsløs i 13 uger ud af en periode på to år, før hun skal i aktivering. For de 30-49 årige gælder der andre regler. De må være ledige i dobbelt så lang tid, før de skal i aktivering, skriver den tidligere tv-vært på bloggen.
Og det er slet ikke i orden, mener hun.
"Ren aldersdiskrimination, hvis I spørger mig. Som 50+ bliver vi pludselig sidestillet med de unge, nyuddannede op til 30 år," skriver Line Baun Danielsen på bloggen.
"Min veninde har til forskel fra mange unge et kæmpe netværk, og hun har tit stået med flere jobs på hånden, end hun kunne sige ja til. Hun risikerer nu at blive sendt ud i aktivering til en billigere hyre," klager Line Baun Danielsen, som samtidig sender en opfordring til landets politikere.
"Det må være en ommer derinde på Christiansborg," skriver hun.