Læserne om Løkkes Ryanair-forklaring: "En tynd omgang hø"
Avisen.dk's læsere giver ikke meget for Lars Løkke Rasmussens forklaring på, hvorfor han fløj med Ryanair midt under trepartsforhandlingerne.
Af Freja Thorbech
MERE
"Valget af flyforbindelser er sket ud fra, hvad der har passet bedst i forhold til varetagelsen af mine officielle forpligtelser," skriver Lars Løkke Rasmussen i et svar om sit valg af flyselskab.
"Valget af flyforbindelser er sket ud fra, hvad der har passet bedst i forhold til varetagelsen af mine officielle forpligtelser," skriver Lars Løkke Rasmussen i et svar om sit valg af flyselskab. Foto: Emmanuel Dunand/Scanpix


Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er kommet i modvind, fordi han fløj på vinterferie i et Ryanair-fly.

Særligt fagforbundet 3F har kritiseret statsministeren for at bruge det omstridte flyselskab, der nægter at indgå lokale overenskomster, midt under de igangværende trepartsforhandlinger.

I et svar til et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til Socialdemokraternes Jeppe Bruus afviser Lars Løkke Rasmussen dog at hans valg af flyselskab skal ses som et politisk signal. 

- Valget af flyforbindelser er sket ud fra, hvad der har passet bedst i forhold til varetagelsen af mine officielle forpligtelser, hedder det ifølge Ritzau i svaret.

Men den forklaring giver mange af Avisen.dk's læsere ikke meget for.

"En tynd omgang hø. Der flyver et par maskiner lige efter eller før med ca 15 min interval til Malaga," skriver Karin blandt andet på Facebook.

Og Tove er enig:

"Jeg finder ikke forklaringen OK. Han er Statsminister og bør ikke tænke i, hvad der lige er bedst for ham selv. Der havde uden tvivl været en anden løsning," skriver hun. 

Marianne mener, at det er statsministerens situationsfornemmelse, den er gal med.

"Den mand har ingen situationsfornemmelse!! Pinligt, når han optræder som privatperson, katastrofalt, når han optræder som statsminister," skriver hun.

Peter er endnu mere klar i mælet.

"Skam dig Lars," skriver han kort og godt.

"Det må være en privatsag"

Der er dog også dem, der kommer Lars Løkke Rasmussen til undsætning

"Jeg er totalt ligeglad med hans måde at rejse rundt i verden på, det bestemmer han selv, det er hans egne penge han bruger formodentligt, så det skal andre ikke diktere," skriver Birthe, der bakkes op af Marianne:

"Løkke fløj som privatperson til Malaga, INGEN skal blande sig i, hvem han lod sig transportere af, det må da være en privatsag!" skriver hun.

Else støtter også statsminsteren og fortæller, at hun også selv rejser med det omstridte selskab.

"Det er helt fint med mig, Jeg rejser også gerne med Ryanair," lyder det.

Og ikke overraskende støtter det omstridte irske lavprisselskab også op om statsministerens valg af flyselskab.

- Jeres statsminister skal roses for ikke at bruge skatteborgernes penge på at flyve med dyre selskaber, sagde topchef Michael O'Leary på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Du kan selv deltage i debatten nedenfor.

Hvad mener du om statsministerens forklaring?

Opslået af Avisen.dk på 22. februar 2016

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.