Køb færre julegaver og undgå hysteriske børn
Det er vigtigt at være enige om, hvor mange julegaver børn skal have. Det er de voksnes ansvar at holde gaveræset nede på et sundt niveau.


Flere og flere af de nederste grene skal saves af juletræet for at gøre plads til den enorme bunke julegaver. Sådan er realiteten hos mange familier, især dem med børn. Men selv om det store antal pakker sandsynligvis er et udtryk for forældrenes kærlighed, så kan det være direkte usundt med alt for mange julegaver til børnene.

- Børn får ikke et forskruet forhold til gaver af sig selv. Det er forældrene, der skal kigge indad, når de tillader at skrue op for gaveræset, lyder rådet fra familievejleder Lola Jensen.

- Men det er det, der sker for utroligt mange familier i dag. De kommer op på et alt for højt niveau for gaver, hvor ingen kan være med. Forældrene bliver simpelt hen så bange for at skuffe barnet. De bliver nervøse for, at barnet skal komme i børnehave eller skole efter jul som det eneste barn, der ikke har fået lige præcis det, der var øverst på ønskelisten hos dem alle sammen. Det skal man ikke være bange for, vurderer Lola Jensen.

Antallet af julegaver til børnene er en balancegang, der kan diskuteres internt blandt familiens voksne. Men det er grundlæggende vigtigt at blive enige om, at børnene ikke skal have for mange pakker på samme aften.

- Mindre børn kan slet ikke kapere de mange gaver. De bliver overstimuleret, og så ender de med at sidde og kaste med gaverne, fordi de ikke kan rumme det, siger Solveig Grønborg, børne- og familieterapeut med privat praksis i Odder.

- Større børn kan bedre kapere et større antal gaver, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er godt for dem. Det bliver let en uhensigtsmæssig byrde på børnenes skuldre at være taknemmelige nok for de mange gaver, forklarer hun.

Og det er ikke kun selve juleaften, der kan blive en prøvelse for både børn og voksne, hvis antallet af julegaver er for ekstremt. Gaveræset er et udmærket billede på den materialistiske udvikling i vores samfund, som forældre selv har et ansvar for at justere derhjemme.

- Mere vil have mere, og det bliver for overvældende. Det kan sagtens afstedkomme en grundlæggende mangel på tilfredsstillelse, som kan være meget belastende for børnene at skulle have med sig fremover i livet, lyder det fra Solveig Grønborg.


Fem gode råd til at undgå gavehysteriet:

1. Afstem antallet og størrelsen på gaver inden for familien. Børn kan alligevel ikke forholde sig til at skulle åbne flere end 10 gaver på en juleaften.

2. Det er i orden at være ærlig og sige til børnene på en munter facon: "Du kan sagtens sætte mange krydser i legetøjskataloget, og så vil jeg vælge et par ting. Så sæt et stort kryds ved de ting, som du ønsker dig allermest," siger Lola Jensen.

3. Find på alternative gaver. "Jeg har flere gange tilbudt mine børn, at de kan få en skitur i stedet for de mange julegaver. De siger altid ja til skituren," siger Solveig Grønborg.

4. Det er de voksne, der fastsætter rammerne. Derfor er det ikke børnenes skyld, hvis deres forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden.

5. Giv kun børnene gaver fra de mennesker, de holder juleaften med. "Resten af gaverne kan de få spredt ud over juleferien," siger Lola Jensen.

Kilde: Lola Jensen og Solveig Grønborg.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.