Jan Brokær er 53 og glad for sit arbejde hos Brødrene Kier, hvor han er kørselsleder.
Det har han været i 13 år i et job, han selv beskriver som travlt.
Men i september sidste år overtog stress travlhedens plads i Jan Brokærs arbejdsliv.
- Jeg så sol, måne og stjerner. Efter 13 år har man en masse rutiner, men pludselig havde jeg mistet overblikket, fortæller Jan Brokær.
Han har blandt andet ansvaret for, at bilerne bliver læsset med de rigtige vvs-varer til kunderne.
- Pludselig kørte en bil, der manglede 10-20 procent af varerne, og tingene faldt bare ned af transportbåndet, forklarer den 53-årige mellemleder fra Risskov ved Aarhus.
De seneste 10 år har Danica Pension oplevet en stigning på 50 procent i antallet af kunder med stress og andre psykiske lidelser, skriver Jyllands-Posten.
Samtidig bliver flere stressramte langtidssyge. Her er væksten 20 procent på fem år fortæller avisen.
Var koblet fra virkeligheden
Mens hans stod og så på varerne, der faldt af transportbåndet, følte han sig "koblet fra virkeligheden":
- Jeg følte, at jeg stod ved siden af min egen krop og så det ske, forklarer han.
Han fortalte en kollega, at "den var helt gal" og derefter tog han hjem.
Et par dage efter tog han dog på arbejde igen. Men noget var ikke, som det plejede. I stedet for at stille cyklen og gå ind og gå i gang med dagens opgaver cyklede han rundt om bygningen.
Først én gang. Så to gange. Tre gange blev det til, før han gik ind af døren hos Brødrerne Kier. Med sveden haglende af kroppen.
Jan Brokær gennemførte dagen, men efterfølgende blev han sygemeldt i halvanden måned.
En kollega opfordrede ham til at benytte den sundshedsforsikring, han havde tegnet:
- Ham, jeg snakkede med, havde et skema, hvor han krydsede af. Da vi var færdige med at snakke, kunne han tydeligt se, hvad der var galt:
"Du er markant ramt af stress" lød dommen.
"Det var ikke som Dr. Phil"
Jan Brokær fik herefter en stress-coach. En, der kunne hjælpe ham med at tackle stressen.
- Det første, jeg fik at vide, var: Det her skal du nok klare Det var en kæmpe lettelse, for jeg havde jo tænkt på, om jeg nogensinde kom over det.
Jan forklarer, at den rådgivning han fik, var meget "erhvervsrelateret".
- Der var et klart mål, og det var ikke sådan noget "føle-føle"-noget som i Dr. Phil, siger Jan Brokær og henviser til den populære rådgiver fra amerikansk tv.
Tag pausen og lyt til de professionelle
Efter halvanden måned var han klar til at vende tilbage til jobbet. Først på lidt nedsat tid, men nu er han tilbage for fuld styrke.
I dag bruger han dagligt de råd, han fik af sin coach.
- Jeg tager nogle gange lige en kop kaffe, og sætter mig lidt for mig selv.
- Og så holder jeg altid min frokostpause, siger han.
I dag er han glad for, at han tog imod råddet, da en kollega opfordrede ham til at søge hjælp.
- Man skal lytte til kollegerne og de professionelle. De ved, hvordan man skal komme videre.
- Det er ikke til at sige, hvad det var endt med, hvis jeg ikke havde taget imod hjælpen.
Han opfordrer andre til at gøre det samme. Det er også derfor, han fortæller sin historie.
- For vi mænd vil jo gerne klare os selv.