Hjort: Danmark bruger i år 11 milliarder på flygtninge
Flygtninge og asylansøgere koster stat og kommuner cirka tre gange så meget som i 2013, siger finansminister.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) venter, at flygtninge i år koster stat og kommuner 11 milliarder kroner.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) venter, at flygtninge i år koster stat og kommuner 11 milliarder kroner. Foto: SMITH KAARE/POLFOTO


I år regner stat og kommuner med at bruge 11 milliarder kroner på flygtninge og asylansøgere. Det er næsten tre gange så meget som i 2013, da udgiften var godt fire milliarder kroner.

Det siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ved et åbent samråd i Folketingets finansudvalg om kommunernes stigende udgifter til flygtninge.

- I 2016 forventer Udlændingestyrelsen, at 17.000 flygtninge skal boligplaceres i kommunerne, siger Claus Hjort Frederiksen.

I november 2015 ankom over 5000 asylansøgere til Danmark, som sidste år modtog i alt 21.000 asylansøgere, oplyser Hjort.

Han er kaldt i samråd af Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht.

- Vi taler om 48 milliarder kroner i perioden 2016 til 2019. Der har fra talrige kommuners side været rejst bekymring for de udfordringer, de står overfor. Kommunerne taler om ufinansierede udgifter for to-tre milliarder kroner, siger Benny Engelbrecht.

Hjort klandrede for nylig kommunerne for at "jamre" i Aalborg, hvor han drøftede sagen med Kommunernes Landsforenings formand, borgmester Martin Damm (V).

Finansministeren har påpeget, at regeringen allerede har afsat 325 millioner kroner ekstra til kommunerne. Desuden betaler regeringen regningen for asylansøgere det første år og dækker mange af kommunernes udgifter.

- Kommunerne får først udgifter, når asylansøgerne har fået ophold, siger finansministeren.

Desuden har såvel Hjort som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forklaret, at regeringen inden juni indleder såkaldte tokantforhandlinger med KL om udgifter til flygtninge.

Kommunerne skal modtage mange flere flygtninge og asylansøgere end i flere år, siger Hjort.

- Situationen er for alvorlig til at bruge tiden på beskyldninger, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.