Finansminister Lars Løkke Rasmussens (V) højst usædvanlige indblanding i en sag om en gylletank i Nordsjælland tages nu op i Folketinget.
Flere folketingsmedlemmer finder det dybt problematisk, at Løkke som amtsborgmester i Frederiksborg Amt i 1998 var kraftigt involveret i, at amtets embedsmænd godkendte en gylletank.
- Jeg har hidtil ikke villet blande mig i sagerne om Løkkes bilagsrod, fordi, jeg synes, at det var mindre problematisk. Men den her sag er langt, langt alvorligere. Det nærmer sig magtmisbrug, siger den radikale miljøordfører Johs. Poulsen.
Løkke lagde pres
Flere embedsmænd fortalte i onsdagens udgave af Nyhedsavisen, at Løkke direkte opfordrede dem til at være særligt imødekommende over for sager, der havde interesse for Løkkes hjemkommune, Græsted-Gilleleje, hvor han var tidligere viceborgmester.
Gylletanken blev efter Løkkes indblanding placeret præcis dér, hvor landmanden og Græsted-Gilleleje Kommune havde ønsket det – væk fra landmandens egne bygninger, men klods op af landmandens naboer. Oveni blev sagen aldrig bragt op politisk i amtets tekniske udvalg – hvilket amtets interne retningslinjer ellers krævede.
Placeringen af gylletanken var i øvrigt klart ulovlig, hvilket Østre Landsret flere år senere slog fast.
- Hvis han som amtsborgmester har lagt pres på sine embedsfolk for at få dem til at imødekomme en kommune og et landbrugserhverv, han som Venstre-mand har særlige interesser i, er det dybt alvorligt. Og hvis han oven i købet har ignoreret amtets egne kompetenceregler og afgjort sagen uden om det tekniske udvalg, er det på kanten af magtmisbrug, siger Johs. Poulsen, der nu i første omgang vil rejse sagen over for miljøministeren for at få at vide, om Løkkes beslutning var i strid med reglerne.
Socialdemokraternes kommunalordfører, Rasmus Prehn, har stillet spørgsmål til velfærdsminister Karen Jespersen i sagen, og Enhedslistens Per Clausen giver sagen følgende kommentar med på vejen:
- Sagen afslører en amtsborgmester, der altid prioriterede erhvervslivets interesser over miljøets. Den viser, at Lars Løkke har kørt amtet, som om det var hans egen bolsjebutik. Når andre taler om magtmisbrug, forstår Løkke ingenting - for ham er det naturligt, at han bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert, siger Per Clausen.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) blandede sig i 1998 som amtsborgmester i Frederiksborg Amt højst usædvanligt i en sag om placeringen af en gylletank nær Gilleleje.
I en intern mail fra amtets direktør, som Nyhedsavisen er i besiddelse af, står, at Løkke var "kraftigt involveret" i godkendelsen af gylletanken.
Flere tidligere embedsmænd i amtet fortalte i onsdagens Nyhedsavisen, at Løkke direkte opfordrede dem til at være særligt 'smidige' i sager, der havde interesse for Løkkes hjemkommune, Græsted-Gilleleje, hvor han var tidligere viceborgmester.
Gylletanken blev efter Løkkes indblanding placeret præcis dér, hvor landmanden og kommunen havde ønsket det – væk fra landmandens egne bygninger og klods op af landmandens naboer.
Oveni blev sagen aldrig bragt op i amtets tekniske udvalg – hvilket amtets interne retningslinjer ellers krævede.
Placeringen af gylletanken var i øvrigt klart ulovlig, hvilket Østre Landsret flere år senere slog fast. Amtet blev dømt til at flytte tanken - det kostede skatteyderne 920.000 kroner.