Susanne Møller sidder hjemme syg med diskusprolapser og fibromyalgi. Hun er sendt i ressourceforløb de næste tre år, mens det bliver undersøgt, om hun kan få førtidspension.
På grund af tekniske ferieregler har hun ikke ret til ferie det næste år. Hun fik afslag på bare 14 dage hos en veninde i Randers.
Sagen får nu Gigtforeningen til at reagere.
”Det er uanstændigt, at syge mennesker i ressourceforløb ikke har ret til ferie. Det skal der rettes op på hurtigst muligt,” siger Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.
13.000 mennesker er i ressourceforløb. Blandt disse er mange mennesker med gigtsygdomme, f.eks. slidgigt som følge af mange år med hårdt fysisk arbejde.
”Det er umenneskeligt, at syge mennesker i årevis fratages muligheden for ferie. Alle har behov for et afbræk fra hverdagen. Det er en grotesk, at vi i dag reelt har et system, der betyder, at hvis du er syg, så kan du ikke få lov til at holde ferie med dine børn,” siger Mette Bryde Lind.
Hun glæder sig over, at flere partier bag ”Reform af førtidspension og fleksjob”, der trådte i kraft 1. januar 2013, nu er klar til at ændre reglerne.
”Det er nødvendigt med en hurtig lovændring. I Gigtforeningen forventer vi, at forligskredsen bag reformen giver personer i ressourceforløb mulighed for at holde ferie på lige fod andre borgere. Alt andet vil være dybt urimeligt,” siger hun.