BØRNELIV: PARKERET I INSTITUTION?
Forældre raser over “børnefabrikker”: De bliver burhøns
Flere hundrede forældre demonstrerede i dag over planer om at skabe kæmpestore fritidshjem i Københavns Kommune. Også pædagoger og eksperter er bekymrede. “Det rammer som sædvanlig de svageste børn,” siger professor.
Forældre i Københavns Kommune protesterer voldsomt mod planer om at lukke en række fritidshjem og samle børnene i store enheder i stedet.
Forældre i Københavns Kommune protesterer voldsomt mod planer om at lukke en række fritidshjem og samle børnene i store enheder i stedet. Ulrik Stavnsbjerg Offersen


 

Er mega-stort også mega-godt?

Ikke hvis man spørger de mange hundrede forældre, der i dag har demonstreret på Rådhuspladsen mod politiske planer om at lukke en række fritidshjem i København for at samle børnene i store enheder.

“Det er et voldsomt indgreb i den måde, vi ønsker, at vores børns fritid skal formes,” skriver forældrene i invitationen til demonstrationen.

En forælder sammenligner på Facebook, de vilkår børnene får, med forholdene for burhøns.

Forældrene mener, at ideen om at skabe gigantiske fritidshjem, hvoraf det største på Islands Brygge skal huse op mod 500 børn, især vil ramme “specielle, sensitive eller særlige børn, der har brug for nærvær."

Rammer som sædvanligt de svage børn

Der er ikke forskningsmæssigt belæg for at sige, at store enheder skader børnene fagligt og pædagogisk. Men professor i småbørnspædagogik ved Aarhus Universitet Stig Broström mener, at forældrene har god grund til bekymring.

-Det er de sædvanlige børn, det går ud over. Det er de 20 procent, der er socialt udsatte og har svært ved finde sig til rette i store institutioner, hvor man i høj grad selv skal skabe relationer. Disse børn har brug for meget fast struktur, som man kan frygte ikke kommer i så store institutioner, siger han.

Men kan man ikke skabe små enheder i det store og på den måde skabe trygge rammer?

-Det har vist sig, at det ikke er så let, for så bliver pædagogerne syge eller er på ferie, og så slår man det jo sammen. Så bruger man de ressourcer, der er, og så skal børnene pludselig ned i den anden ende af huset til nogle andre pædagoger. Jeg tror ikke meget på det, siger Stig Broström, der har besøgt flere store institutioner:

-Her kan jeg se, at det er de stærke der klarer sig og kan finde deres relationer. De svagere børn har tendens til at fare vild i det.

Børn er vidt forskellige

Også pædagogerne er bekymrede. Formand for BUPL Hovedstaden Henriette Brockendorff siger, at det er en helt gal vej, hvis man ensretter institutionsmiljøet og udelukkende skaber store fritidshjem i København.

- Vi er bekymrede over det her. Det er vigtigt, at man støtter mangfoldighed i Københavns Kommune, så der er et bredt udvalg. Nogle børn fungerer rigtig godt i mindre institutioner, og nogle fungerer godt i store. Børn er vidt forskellige og har forskellige behov, siger hun.

Også hun mener, at det er de svageste børn, der taber, hvis de politiske planer bliver realiseret.

-De børn, der har et stort tryghedsbehov, som ikke kan overskue så store miljøer og bliver stressede. Det er dem, der bliver ramt, siger Henriette Brockendorff.

Ja, vi skal spare

En af politikerne i Børne og Ungdomsudvalget har erkendt, at det handler om at spare penge. Henrik Svendsen fra Dansk Folkeparti, der sidder i Børne- og Ungdomsudvalget, skriver følgende i et brev til en forælder:

"Sandheden er, at folkeskolereformen har gjort, at vi er nødt til at nytænke fritidsområdet. Og ja, vi må bestemt ikke glemme det pædagogiske og diversitet i tilbuddene. Sandheden er også, at det langt hen ad vejen handler om besparelser, effektiviseringer, som det så smukt hedder," skriver Henrik Svendsen.

Avisen.dk følger i dag op med et interview med Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V).

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.