Fleksjobbere fortæller: Vi føler os uden for fællesskabet
Selvom politikerne tror, man føler sig mere med i fællesskabet af at have en tilknytning til arbejdsmarkedet, oplever nogle fleksjobbere det stik modsatte.
Politikerne vil have syge ud på arbejdsmarkedet, så de kan føle sig mere "med i fællesskabet". Men som fleksjobber er man ikke rigtigt med i fællesskabet på arbejdspladsen - og man har ikke kræfter til at se venner og familie, når man har fri, fortæller tre fleksjobbere her.
Politikerne vil have syge ud på arbejdsmarkedet, så de kan føle sig mere "med i fællesskabet". Men som fleksjobber er man ikke rigtigt med i fællesskabet på arbejdspladsen - og man har ikke kræfter til at se venner og familie, når man har fri, fortæller tre fleksjobbere her. Foto: Scanpix / Modelfoto


Man får ikke samme anerkendelse fra kollegerne, og hver gang lønsedlen dumper ind i indboksen, bliver man mindet om, at man ikke er ansat på samme vilkår. Og når man har fri, er man så kvæstet, at der ikke er kræfter til at se venner og familie eller dyrke fritidsinteresser.

Sådan beskriver et par danskere, som er ansat i et fleksjob, deres følelse af ikke at være rigtigt med i fællesskabet. De personlige beretninger kommer som reaktioner på et blogindlæg på Den Offentlige, hvor forsker Iben Nørup kritiserer politikernes holdning om, at man kun kan føle sig som en del af et fællesskab, hvis man er på arbejdsmarkedet.

De fleksjobbere, som kommenterer, giver hende ret.

"Man er ikke en del af det samme fællesskab som tidligere, har ikke de samme rettigheder, kurser, møder med mere, da man måske heller ikke er til stede hele ugen på grund af skånehensyn. Ved godt, at man har overenskomstmæssige forhold, men det føles ikke sådan," skriver Anne for eksempel.

Må sove 2-3 timer efter hver arbejdsdag

Evy fortæller, at netop hendes fleksjob gør, at hun både føler sig mere uden for fællesskabet på arbejdspladsen og i sin private vennekreds, fordi hun sjældent har overskud til at se nogen. Hun arbejder fire dage om ugen og må bruge lang tid på transport frem og tilbage.

"De dage jeg arbejder, må jeg sove 2-3 timer, når jeg er kommet hjem og har herefter ikke mange ressourcer til mit øvrige liv og derfor ikke megen overskud til at se familie og venner.
Herudover er jeg gået radikalt ned i løn, og vi ville være nødt til at sælge vores hus, hvis ikke vi havde en rimelig opsparing," fortæller hun, og fortsætter:

"Min sygdom skyldes en arbejdsulykke, på samme arbejdsplads, hvor jeg nu er i fleksjob under den nye reform. Her havde jeg før en god stilling og var en velrespekteret og aktet person, nu har andre overtaget mine tidligere opgaver, og jeg må stilles til tåls med andre ikke så spændende arbejdsopgaver - det smerter.

Jeg føler mig ensom og kun netop tålt på min arbejdsplads og bliver hver måned, når jeg får min lønseddel, konfronteret med min store lønnedgang og den spændetrøje, jeg er havnet i med de regelsæt der gælder i forhold til fleksjobsreformen," skriver hun videre, og nævner for eksempel retten til at videreuddanne sig.

"Jeg har mistet min frihed og glæden ved mit arbejde," slutter hun.

Bliver betragtet som "kaffedrengen"

Jørn kan også genkende det.

I et fleksjob "bliver man snarere ekskluderet fra det sociale fællesskab. Man bruger alle sine resourcer på arbejdet og kan der hjemme knap nok klare husholdningen, endsige dyrke fritidsaktiviteter. Luften er ude af ballonen 4 dage og på den 5. dag, hvor der måske var energi til at invitere familie eller venner, skal man tage vare på sig selv, da man jo også skal være fit dagen efter til arbejdet," skriver han.

Derudover er det svært at sætte sig ind i arbejdspladsens rutiner, når man ikke er der hver dag, og på trods af mange års erfaring får man ikke anerkendelse, fortæller Jørn, som oplever trods 25 års erfaring at blive set på som "kaffedrengen".

"Det er ikke motiverende, tværtimod," skriver han i sin kommentar på Den Offentlige.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.