27 år på samme arbejdsplads er ingen garanti for at blive.
62-årige Verner Nielsen var kirkegårdsleder på Ølgod Kirkegård siden 1989, men i 2016 blev han fyret for at være "uegnet til jobbet".
Det skriver JydskeVestkysten.
- Det føltes som tortur at skulle gå uden at vide, om man er købt eller solgt - og så alligevel være bundet af et krav om ikke at måtte udtale sig, siger Verner Nielsen om tjenestemandssagen til JydskeVestkysten.
Efter 27 år på samme arbejdsplads fik Verner Nielsen nemlig beskeden om at pakke sine ting i april 2016, men med løn i 15 måneder. Verner Nielsen har som tjenestemand ikke måtte udtale sig til medier før nu, hvor sagen er afsluttet.
Kirkeministeriet har afgjort sagen og givet menighedsrådet medhold i, at han var uegnet til jobbet.
Verner Nielsen undrer sig over, hvordan man kan være uegnet til sit arbejde efter 27 år.
Men efter flere udskiftninger i 2013 og med Anne-Mette Strebel som ny formand for menighedsrådet blev Verner Nielsen kaldt til flere møder i 2016 som i sidste ende mundede ud i afskedigelse.
Han ser dog tilbage på sine 25 år på Ølgod Kirkegård som gode, før stemningen skiftede.