DR får smæk for direktørs millionløn
Danmarks Radios bestyrelse får kritik for at give generaldirektøren en kæmpe lønforhøjelse samme år som stationen måtte fyre over 100 ansatte.
Danmarks Radio måtte fyre over 100 medarbejdere i 2014, men satte direktørens millionløn op.
Danmarks Radio måtte fyre over 100 medarbejdere i 2014, men satte direktørens millionløn op. Lars Bahl / Scanpix arkiv


Hvorfor gav I en rekordlønforhøjelse til jeres direktør samme år som I fyrede 101 ansatte?

Danmarks Radios bestyrelse får nu kritik af Rigsrevisionen for lønstigningen til generaldirektør Maria Rørbye Rønn i 2014. Det skriver Finans.dk.

Lønhoppet fra 2,8 millioner til 3,5 millioner kom samme år, som Danmarks Radio lukkede underholdningsorkestret og fyrede 101 ansatte, herunder en række folkekære tv-værter og journalister med mange år på bagen. Begge dele skabte store protester fra seerne.

Rigsrevisionen bemærker, at lønstigningen er på hele 25 procent, og at generaldirektørens løn dermed kommer til at ligge betydeligt højere end andre offentlige chefers. Derfor skal Danmarks Radio fremover komme med en god begrundelse, hvis de giver lønforhøjelser i den størrelsesorden til direktøren.

- Det er et vink med en vognstang til DR's bestyrelse om at se på, om lønnen er kommet for højt op, og om den fremover har et rimeligt niveau, siger Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved RUC, til Finans.dk.

Bestyrelsesformanden siger, at lønsstigningen skyldes, at Maria Rørbye Rønn ligger på en lavere løn end både TV2's topchef og DR's tidligere generaldirektør.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.