Det betyder Cimber-køb for SAS-passagerer
SAS opkøber flyselskabet Cimber for 20 millioner, men det vil kunderne ikke mærke meget til.
Opkøbet af Cimber gør regionalruterne billigere for SAS, men ikke billigere for passagererne.
Opkøbet af Cimber gør regionalruterne billigere for SAS, men ikke billigere for passagererne. Foto: SAS Scandinavian Airlines/SAS COMMUNICATIONS


Seks fly, en ny overenskomst og 150 medarbejdere.

Det er, hvad SAS har fået for de 20 millioner kroner, selskabet har lagt for det danske flyselskab Cimber.

Men nyerhvervelsen kommer trods lavere omkostninger på ruterne ikke til at kunne mærkes hos passagererne.

- Det her er ikke noget, der tilnærmelsesvis kommer til at påvirke kunderne, siger luftfartsekspert og redaktør for nyhedssitet Check-In.dk, Ole Kirchert Christensen, til Newspaq.

- Før satte kunderne sig ind i et hvidt fly med et blå SAS-logo på halen, hvor man blev budt velkommen til en SAS-flyvning opereret af Cimber. Det eneste nye for kunderne er, at man nu klipper Cimber ud af velkomsten.

Ifølge SAS vil købet betyde, at regionalruterne bliver mere effektive.

- Det handler om, at det er for dyrt at have et stort fly med plads til 200 mennesker til en afgang, hvor der er 80 passagerer, siger Trine Kromann-Mikkelsen, der er pressechef hos SAS.

Men på trods af at analytikere spår store besparelser til SAS og lavere omkostninger på de regionale ruter, vurderer Ole Kirchert Christensen ikke, at det kommer til at resultere i billigere flybilletter.

- Cimber har en billigere overenskomst, som SAS kan føre deres produktion over til. Så det er kun internt, at der er penge at spare. Om SAS så vil lade de besparelser slå gennem hos forbrugerne, eller om de vil lade dem gå til bundlinjen, ved kun SAS, siger han.

Trine Kromann-Mikkelsen slår også fast, at indkøbet af Cimber ikke kommer til at betyde noget for passagererne før et godt stykke ude i tiden. Og at det i høj grad også har handlet om at forhindre ruterne i at lukke.

- Reelt vil kunderne intet kunne mærke. Men købet betyder, at vi kan holde ruterne åbne, og passagererne i fremtiden kan opleve de samme afgange, siger hun til Newspaq.

Og købet giver gode muligheder for regionalruterne, lyder det fra luftfartseksperten.

- Man får en meget større omkostningsplatform, der gør, at der er en meget større sandsynlighed for, at man bevarer ruterne, og at man måske udvikler nogle nye, siger Ole Kirchert Christensen.

Med opkøbet undgår Cimber konkurs, og de cirka 150 medarbejdere beholder deres arbejdspladser i Sønderborg, København, Aarhus og Billund.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.