Skrappere krav til arbejdsløse er urimelige og vil ikke få flere i arbejde.
Sådan lyder det klare budskab fra danskerne til beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) forud for et afgørende møde fredag i trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Her ønsker regeringen blandt andet at skærpe kravene til nyuddannede ledige om at drage på langfart til den anden ende af landet for at få arbejde.
Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en analyse, som YouGov har gennemført for A-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke.
1049 repræsentativt udvalgte danskere er spurgt. Mens godt seks ud af ti danskere vender sig imod skrappere krav og rådighedsregler overfor dagpengemodtagerne, er det kun hver fjerde, der mener, at kravene til de arbejdsløse herhjemme burde få en tand mere.
- Danskerne ved godt, at vi herhjemme allerede stiller strenge krav til ledige, og at der er mange regler og kontrol. Kravene er i forvejen skrappe nok, og derfor kommer det ikke bag på mig, at et stort flertal ikke synes, at der er behov for yderligere stramninger, siger Torben Poulsen, der er formand for AK-Samvirke og Dansk Metal's A-kasse.
Blandt danskere, der selv har prøvet at være ledige, er modstanden mod hårdere krav markant: Tre ud af fire siger klart nej. Undersøgelsen viser også, at næsten seks ud ti danskere ikke mener, at hårdere krav til dagpengemodtagere vil få flere i job.
- Regeringen og DA er helt forkert på den ved at skærpe rådighedsreglerne for ledige. Det løser ikke udfordringerne omkring manglen på kvalificeret arbejdskraft. Det handler om at oprette flere praktikpladser og om at gøre erhvervsuddannelserne attraktive og at få bedre mulighed for at opkvalificere sig fra ufaglært til faglært, ligesom der skal være omskoling af folk til jobåbninger, der er, siger Torben Poulsen til Ugebrevet A4.
Dansk Arbejdsgiverforening ønsker ikke at kommentere undersøgelsen.