Tusindvis af polakker har den sure oplevelse i Danmark, at chefen snyder dem. For eksempel ved at give dem mindre i løn end aftalt eller ikke betale feriepenge.
Det viser en ny undersøgelse, der er lavet af Avisen.dk, Ugebrevet A4 og Fagbladet 3F.
Ifølge undersøgelsen har hver tredje polak i Danmark oplevet at blive snydt 'tit' eller 'nogle gange' af deres chef.
Da der for tiden er omkring 40.000 polakker i Danmark, svarer hver tredje til, at over 10.000 er blevet bondefanget af deres chef.
At polakkerne bliver fuppet i så stort et omfang vækker harme i fagforbundet 3F. Forbundet har en del polske medlemmer, der blandt andre er håndværkere, rengøringsassistenter og chauffører.
Næstformand for Byggegruppen i 3F, Palle Bisgaard, siger:
- Jeg har det rigtigt skidt med, at polakkerne snydes af arbejdsgiverne. Det er i den grad i strid med de spilleregler og den kultur, vi gennem 100 år har opbygget på arbejdsmarkedet i Danmark.
Ifølge Palle Bisgaard er der normalt sådan på arbejdsmarkedet, at en aftale er en aftale. Men det gælder langt fra altid for udlændinge.
- Vi hører jævnligt om, at selv om man for eksempel har aftalt 100 kroner i timen, så får de ansatte alligevel kun 80 eller helt ned til 60 kroner i timen, fortæller Palle Bisgaard.
Minister fordømmer
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) fordømmer de arbejdsgivere, som snyder egne ansatte.
- Chefen skal selvfølgelig behandle sine ansatte ordentligt. Der skal kort og godt være ordnede forhold på de danske arbejdspladser. Det gælder uanset, om det er danske eller udenlandske ansatte, skriver Jørn Neergaard Larsen.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) vurderer, at polakker og andre udlændinge ansat i virksomheder med overenskomst sjældent bliver fuppet.
På det såkaldte organiserede arbejdsmarked er det ikke hver tredje polak, som bliver fuppet, vurderer underdirektør i DA Steen Müntzberg.
- På det organiserede arbejdsmarked kan vi ikke genkende det billede af snyd, som undersøgelsen tegner. Det er vores opfattelse, at man altid skal overholde aftaler om løn- og arbejdsvilkår, skriver Steen Müntzberg.
Der er uden tvivl mindre fup og snyd på den organiserede del af arbejdsmarkedet. Men overenskomster hindrer desværre ikke nogle chefer i at platte polakker.
- Selv om man har en overenskomst, så oplever vi jævnligt, at den bliver brudt til skade for udenlandske og danske medarbejdere, fortæller Palle Bisgaard.