Hos Enhedslisten tager ordfører for social dumping Henning Hyllested sig til hovedet, efter Anders Samuelsens udmeldinger om social dumping. Det skriver Berlingske.
I et interview med Ugebrevet A4 slår Liberal Alliances formand tvivl om omfanget af social dumping i Danmark, ligesom han argumenterer for, at det er et begreb opfundet af fagbevægelsen for at skabe frygt.
- Jeg har simpelt hen endnu ikke forstået, hvad social dumping går ud på. Hvor stort omfang har det i Danmark? Det er jo nærmest ikke-eksisterende, siger Anders Samuelsen blandt andet.
Og udmeldingen overrasker ikke Henning Hyldested.
- Han er liberalist til fingerspidserne, som i bund og grund hader alt sådan noget som fagforeninger, fordi det er forstyrrende på markedet – i det her tilfælde markedet for arbejdskraft. Det er jo den tankegang, han hylder. Og derfor kommer han også frem til, at der ikke er noget, der hedder social dumping. Man tager sig til hovedet, når man skal høre den slags udsagn, siger Henning Hyllested til Berlingske.
Anders Samuelsen argumenterer i interviewet for, at begrebet social dumping er skabt af fagbevægelsen for at sætte frygt i danskerne, men det giver Henning Hyllested ikke meget for.
- Det er jo helt urimeligt. Social dumping eksisterer. Det har noget også noget at gøre med, at firmaer snyder i moms og ikke betaler skat. Det er også en del af sagen. Det betyder, at man påfører andre lønmodtagere og firmaer unfair konkurrence. Det er jo helt horribelt, at han kommer med de påstande, siger han.