Debatten om topskattelettelser får nu et indspark fra en usædvanlig side.
Det er Danske Banks topchef, Thomas F. Borgen, der blander sig i diskussionen og dermed for første gang nogensinde udtaler sig offentligt om dansk politik. Det skriver Jyllands-Posten.
Thomas F. Borgen advarer således politikerne mod at lette topskatten, sådan som Liberal Alliance har foreslået.
Det kan nemlig føre til øget ekstremisme, frustration og lukkethed, hvis befolkningen ikke bakker op om det, mener han.
- Det er åbenlyst, at en lettelse af topskatten er fordelagtig for økonomien. Men hvis danskerne ikke kan se sig selv i skattesystemet og føler, at det er uretfærdigt, splitter du befolkningen. Og så får vi ekstreme holdninger, som ikke fører landet i den rigtige retning, siger Thomas F. Borgen til Jyllands-Posten.
Han er bekymret for en udvikling, hvor danskerne vender ryggen til verden og globaliseringen, som man har set i Storbritannien med briternes nej til EU-medlemskab.
Politikerne - og erhvervslivet - skal derfor være bedre til at fortælle danskerne, hvorfor økonomiske reformer er en fordel.
- Hvis ikke vi evner at forklare, hvad ændringerne indebærer, er der en tendens til at ønske sig status quo. Men det farligste ved status quo er, at du får tilbagegang, siger Thomas F. Borgen.
Venstre deler Danske Bank-chefens bekymring.
- Det er jo netop derfor, at vi med 2025-planen justerer lidt mange steder i stedet for at skære dybt et enkelt eller få steder, så nogle føler sig alt for hårdt ramt. Danskerne skal føle, at det, vi gør, er rimeligt, siger politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen.
En meningsmåling lavet af Wilke for Jyllands-Posten viste for to uger siden, at kun 29 procent af danskerne bakkede om op at sænke topskatten med fem procentpoint.
Liberal Alliance ønsker ikke at udtale sig.
/ritzau/