Liberal Alliance var klar til at vælte den tidligere Venstre-regering, hvis ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen lettede topskatten. Løsningen blev dog, at LA droppede kravet og i stedet kom med i regeringen.
Men nu lyder det fra den mest markante støtte af Liberal Alliance, Saxo Bank, at topskatten slet ikke er et problem. Vurderingen kom tirsdag aften, da cheføkonom i Saxo Bank, Steen Jakobsen, gæstede Deadline på DR.
- Jeg synes, det er irrelevant, om vi får topskattelettelser eller ej, for det er slet ikke det, der er problemet i samfundet. Der er ikke nogen arbejdsløse i Danmark, som får det bedre af, om der bliver mere eller mindre topskat i Danmark, sagde han i Deadline.
Steen Jakobsen mener i stedet, at der skal mere fokus på at øge produktiviteten. Det skal blandt andet ske ved at investere i mennesker, forskning og uddannelse.
- Det afgørende er, at vores uddannelsessystem er blevet svækket. Vi har færre undervisningstimer end nogensinde. Vi har dyrere internet end mange andre, og vi har politikere i Folketinget, der mener, vi skal have al uddannelse på dansk, sagde Steen Jakobsen.