Situationen i blå blok er tilspidset i øjeblikket, og parterne kæmper lige nu en offentlig kamp om indholdet i Lars Løkke Rasmussens (V) storstillede 2025-plan.
Anders Samuelsen og Liberal Alliance holder fast i deres ultimative krav om, at topskatten skal sænkes med fem procentpoint. Samtidig har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, gjort det klart, at de ikke vil bøje sig for dette krav. Senest har partiet også luftet muligheden for at pege på en anden statsminister end Løkke ved næste valg.
Og noget tyder på, at Dansk Folkeparti er i gang med at forberede et samarbejde med Socialdemokraterne, hvis det kommer dertil.
I hvert fald erfarer Ekstra Bladet, at der er blevet holdt flere hemmelige møder mellem Kristian Thulesen Dahl og Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen.
Ekstra Bladet har talt med flere centralt placerede DF-kilder, som slår fast, at partiet går efter at blive det store indflydelsesrige midterparti efter et valg, og at møderne skal ses i det lys.
- Det er nye tider og skam få den, der ikke udnytter operationsmulighederne. Kan man ikke få det, man allerhelst vil, må man få det, man næsten ligeså gerne vil have, siger kilden til Ekstra Bladet.