Ansatte i Danske Bank har formodentligt prøvet at få slynget et par grimme ord i hovedet af utilfredse kunder.
Men for medarbejderne i en filial i Herning fløj der tirsdag noget langt mere ildelugtende rundt i lokalet, da banken fik besøg af en mildest talt møg-besværlig kunde, skriver Herning Folkeblad.
Manden havde nemlig medbragt en spand med hele 10 kg af sin egen afføring, som han insisterede på at hælde ud over bankens mønttæller, hvorpå han hastigt forlod gerningsstedet.
Bankens ledelse reagerede prompte på den usædvanlige fæces-episode ved at lukke banken ned, sende alle ansatte hjem, og melde den såkaldte bæ-mand til politiet.
"Vi har haft en episode, som er blevet meldt til politiet. Vi har sendt personalet hjem, fordi vi ikke kan holde banken åben. Det kræver en del rengøring," siger direktør Rene Andresen til Herning Folkeblad.
Den 55-årige mand er psykisk syg og har været indblandet i andre episoder i Herning. Det fremgår ikke af historien, hvor vidt disse episoder også har været fæces-relaterede, eller hvorfor manden denne gang havde set sig sur på netop Danske Bank.
Det vides heller ikke, hvor lang tid det tog manden at opspare de 10 kg afføring, eller om der var et dybere formål med netop at hælde samlingen ned i mønttælleren.
Kilde: Herning Folkeblad.