Skulle uheldet være ude, at du bliver ramt af en arbejdsulykke på arbejdspladsen, så har arbejdsgiveren pligt til at indberette episoden.
Men det undlader arbejdsgiveren alt for ofte at gøre. Det viser nye tal fra hovedorganisationen LO, og næstformand Lizette Risgaard opfordrer derfor til en opstramning.
- Lønmodtageres mulighed for at få deres arbejdsulykke anmeldt til myndighederne er ganske enkelt for ringe. Det er ikke rimeligt, at folk, der sætter deres helbred på spil på arbejdet oven i købet skal snydes for erstatning, når det går galt, siger LO"s næstformand Lizette Risgaard i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser, at arbejdsgiverne ikke anmelder mere end hver anden arbejdsulykke, og det har betydning for det forebyggende og fremtidige arbejde, mener Lizette Risgaard.
- Den ringe anmeldelse af arbejdsulykker har i øvrigt den meget kedelige sideeffekt, at det går ud over det forebyggende arbejde. Hvis myndighederne og virksomhederne ikke har fuld klarhed over hvor ulykkerne foregår, og hvordan de opstår, er det jo umuligt at sætte målrettet ind med forebyggelse, siger hun.
Hvert år bliver 56.000 arbejdsulykker ikke anmeldt. Derudover går 5300 danskere glip af erstatning ved arbejdsulykker hvert år.
Newspaq