Arbejdsløse holder kæft: Frygter at blive den nye Carina
Venstres kampagne og DR's programmer om arbejdsløse har gjort kontanthjælpsmodtagere mere bange for at stå frem i medierne, lyder det fra en støttegruppe for ledige.
De frygter hetz, had og at blive udstillet. Mange kontanthjælpsmodtagere tør ikke stille op i medierne efter Venstres kampagne og DR's dokumentarserier.
De frygter hetz, had og at blive udstillet. Mange kontanthjælpsmodtagere tør ikke stille op i medierne efter Venstres kampagne og DR's dokumentarserier. Scanpix / modelfoto


Kontanthjælpsmodtagere er blevet mere bange for at stå frem og fortælle deres historie i medierne.

Det fortæller Peder Bæk, der står bag græsrodsbevægelsen 'Behandl Os Ordentligt', som kæmper for ledige og sygemeldtes rettigheder - blandt andet via en gruppe på Facebook.

- Folk er blevet mere nervøse. De er bange for at blive udstillet som den næste Dovne-Robert eller Fattig-Carina, fortæller Peder Bæk til Avisen.dk.

Han får ofte henvendelser fra journalister, der ønsker kontakt til arbejdsløse. Interessen er ikke blevet mindre efter Venstre for få dage siden satte en kampagne i gang om størrelsen på kontanthjælp. Cirka 10 forskellige medier har kontaktet Peder Bæk med ønsket om at tale med en familie, der passer til Venstres regnestykke.

Hvem vil være kendt som kontanthjælpsmodtager?

Og selvom journalisterne ikke ønsker at udstille de arbejdsløse, men måske tværtimod nuancere debatten, er det svært at få nogen til at stille op, bemærker Peder Bæk.

Folk reagerer med skepsis og frygt, når han lægger journalisternes efterlysninger ud i Facebook-gruppen.

- Og det kan jeg godt forstå. I forvejen har man jo ikke lyst til at blive kendt som kontanthjælpsmodtager. Det er skamfuldt. For det andet har mange set eksempler på, hvordan historien kommer ud af kontrol og de medvirkende føler sig misbrugt i noget, der ligner reality-tv, siger han, og nævner som eksempler Danmarks Radio's dokumentarserier 'Blok på bistand' og 'Den dag de fremmede forsvandt'.

Politikerne snakker - men de har jo ikke selv prøvet det!

Venstres kampagne har gjort folk endnu mere nervøse og tilbageholdende, oplever Peder Bæk.

- Det er jo hårdt som enkeltperson at skulle gå imod en hel kampagne fra et politisk parti, hvor budskabet bliver blæst op på bybusser. Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, siger han, og fortsætter:

- Men det er ærgerligt. Det er ved at blive sådan, at det kun er de lærde, der udtaler sig i medierne. I et samfund som vores skulle alle jo gerne kunne ytre sig og fortælle om, hvordan de har det. Og hvem vil være bedre at spørge om kontanthjælpsmodtageres forhold, end dem, der selv sidder midt i det? I stedet bliver det kun politikerne, der diskuterer det - og der er jo ingen af dem, der har prøvet at være i den situation.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.