Anders Bondo foreslår: Gør folkeskolen statsejet
Der er fordele ved at lade folkeskolerne skifte den kommunale ejer ud med staten, mener Anders Bondo.
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, ser fordele i, at folkeskolerne bliver statslige.
Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, ser fordele i, at folkeskolerne bliver statslige. Foto: Ulrik Jantzen/free


Spørgsmålet om, hvorvidt der vil være større fordele i, at folkeskolen er statsejet fremfor at høre under kommunerne, bliver onsdag taget op på Danmarks Lærerforenings kongres i København.

Her skal man drøfte, om forsamlingen vil give opbakning til en model, hvor folkeskolerne skifter ejeren ud. Det skriver Berlingske.

Ifølge lærerforeningsformand Anders Bondo Christensen kan et ejerskifte sikre en bedre sammenhæng mellem skolens opgaver og økonomi.

- På Christiansborg står de og lover guld og grønne skove. Men når det kommer til at sikre, at skolerne har de nødvendige ressourcer, melder Christiansborg hus forbi og siger, at det er en kommunal opgave, siger han i et interview med Berlingske.

Samtidig siger kommunerne ifølge Bondo Christensen, at de er så stramt styret af regeringen, at de ikke har andet valg end at spare på skolerne.

- Vi bliver nødt til at skabe et system, hvor de, der lover guld og grønne skove, også tager ansvaret for, at skolerne får de nødvendige ressourcer, siger Anders Bondo Christensen til Berlingske.

I 2011 kaldte Anders Bondo Christensen et forslag fra nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om at gøre folkeskolerne til selvejende institutioner for et "hovsamissil".

Men nu siger lærerformanden, at han kan konstatere, at der ikke er sket de samme besparelser på gymnasierne som i folkeskolerne. Det bunder ifølge formanden i, at beslutningen om gymnasiernes økonomi bliver truffet som led i en finanslov.

Og til Berlingske siger han, at han ikke tror, at mange Christiansborg-politikere vil stå model til de massive besparelser, der er blevet gennemført på folkeskolerne.

Hvis ikke kongressen taler for selveje, så håber formanden, at man kan finde en anden kobling mellem økonomi og ansvar. Ifølge ham er man endt i et tomrum, hvor aben skubbes frem og tilbage og ender hos skolelederne.

Dette års kongres afholdes i København i dagene mellem 8. og 10. september.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.