Af Niko Grünfeld
SE ALLE BLOGINDLÆG
Alternativet: Giv alle en kortere arbejdsuge

Stress er et stigende folkesundhedsproblem i Danmark, og alle, der ikke har oplevet det på egen krop, kender formentlig nogen, der har.

Vi ved alle sammen, at det findes, og vi er alle sammen enige om, at det skal bekæmpes.

Men hvad gør vi?

Og måske mere interessant: Hvad kan vi gøre?

I Alternativet vil vi forebygge stress med kortere arbejdstider – og behandle psykologisk med natur på recept.

Stress-statistikken i sig selv er nok til at give mig sved på panden og hjertebanken.Hver eneste dag er der ifølge Statens Institut for Folkesundhed 430.000 danskere, der viser alvorlige tegn på stress, og 35.000 er så syge, at de må blive hjemme fra arbejde.

Hvis du har 10 kollegaer, er der statistisk set én af dem, der lige nu er i farezonen.

Stressen lever i bedste velgående og er blevet en følgesvend i livet for alt for mange af os.

Det er helt centralt for mig, at vi får ændret vores samfund, så vi undgår at så mange mennesker bliver pressede i deres liv i en grad, der gør dem syge.

Jeg ser det i den forbindelse som både en samfundsmæssig, kulturel og individuel opgave at få reduceret stress og mental ubalance.Når man bliver ramt af stress, skal man have kompetent terapeutisk og empatisk hjælp til at komme på fode igen.

Mindst lige så vigtigt er dog, at vi får fjernet noget af alt det, der i første omgang udløser stressen.

Ned i tid og tempo

Da stress kommer, når vi har for travlt, er en meget oplagt måde at forebygge den at mindske travlheden. En af mange måder at gøre det på er, som Alternativet har foreslået, at gradvist nedsætte den ugentlige arbejdstid fra 37 til 30 timer.

En kortere arbejdstid har en række fordele, hvor den vigtigste i den her sammenhæng er en reduktion af stress. Folk vil få mere tid til at være sammen med familien og mere tid til at gå op i de personlige og nære ting –  det, der for alvor giver kvalitet i livet.

Ikke nok med at det vil øge livskvaliteten, vil det samtidig give en besparelse på grund af faldende sygefravær. Stress koster ifølge Stressforeningen 14 milliarder kroner om året i form af sygefravær, tidlig død og udgifter til sundhedsvæsenet.

Selv med bedre forebyggelse vil der være nogle, der rammes af stress, og her mener jeg, vi skal kigge på andre løsninger end medicinsk behandling.

Grønne områder som skove og haver har stor indvirkning på vores psyke og kan være med til at skabe bedre mentalt helbred og livskvalitet.

Så selvom det måske kan lyde utraditionelt, giver det faktisk enormt god mening at kunne få natur på recept.

Det har de allerede klar over på Københavns Universitet, der lige nu har to forskningsprojekter om naturens gavnlige virkning på krop og sind.

Det er ind til videre blevet til terapihaven Nacadia og helseskoven Octovia, og står det til Alternativet skal de tilbud bredes ud over hele landet.

Om Niko Grünfeld

Niko Grünfeld er medstifter af Alternativet og arbejder for partiet som politisk udviklingskonsulent på Christiansborg. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.