Afsløring: Løkke har fredet dagpenge-satserne
Lars Løkke Rasmussen (V) sagde på direkte tv inden valget, at han ikke ville pille ved dagpenge-satserne.
"Vi har ikke tænkt os at pille ved dagpengeniveauet," sagde Venstre-bossen kort før, valget blev udskrevet.
"Vi har ikke tænkt os at pille ved dagpengeniveauet," sagde Venstre-bossen kort før, valget blev udskrevet. Foto: SCANPIX arkiv


Hvis Dagpengekommissionens tre mulige løsninger for et nyt dagpengesystem - som i dag, onsdag, er blevet lækket i Politiken - også bliver kommissionens endelige anbefalinger, kan det blive svært at gøre dem til virkelighed.

I hvert fald lovede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) inden valget, at han ikke vil være med til at røre ved dagpengesatserne - og de tre lækkede dagpengemodeller indeholder alle en reduktion af netop dagpengesatserne. Det kan DR Nyheder afsløre.

Lars Løkke Rasmussen kom med sit løfte under en direkte tv-duel med daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Det skete 31. maj på TV2, hvor Poul Erik Skammelsen var vært.

Løftet blev givet, umiddelbart efter at Lars Løkke Rasmussen havde talt om, at gevinsten ved at tage et arbejde - i forhold til at være på overførselsindkomst - i for mange tilfælde enten er decideret negativ eller for lille.

Poul Erik Skammelsen:
- Men vil du røre ved dagpengesatsen?

Lars Løkke Rasmussen:
- Nej, men jeg vil ...

Helle Thorning-Schmidt:
- Det vil jeg også gerne vide.

Poul Erik Skammelsen:
- Vil du røre ved dagpengesatsen?

Lars Løkke Rasmussen:
- Nej, men jeg vil give folk en skattelettelse, for jeg synes, at folk, der har et lavtlønsarbejde, fortjener at få noget mere til sig selv. Det handler om velfærd. Det handler om den nære velfærd, at når man står op om morgenen og går på arbejde, måske har transportudgifter, har et forjaget hverdagsliv, så skal man have noget mere til sig selv, så man kan lave noget mere velfærd.

"Det er et løfte"

Lidt senere i duellen vender Lars Løkke Rasmussen tilbage til emnet og kommer med et direkte løfte om ikke at pille ved dagpengesatsen.

Lars Løkke Rasmussen:
- Vi har ikke tænkt os at pille ved dagpengeniveauet. Vi har i øvrigt heller ikke ...

Poul Erik Skammelsen:
- Det er et løfte?

Lars Løkke:
- Ja, det er det. Og vi har i øvrigt heller ikke tænkt os at pille ved kontanthjælpsniveauet.

Det har ikke været muligt for DR Nyheder at få en kommentar til ovenstående udsagn fra Lars Løkke Rasmussen selv, og det har heller ikke umiddelbart været muligt at få en kommentar fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

Tidligere onsdag ville Jakob Ellemann-Jensen over for DR Nyheder - direkte adspurgt - dog ikke afvise, at Venstre-regeringen kan gå med til en ny dagpengemodel, der indeholder lavere ydelser til dagpengemodtagerne:

- Så du kan ikke afvise, at man vil se et udkast til en bred aftale, hvor der indgår lavere ydelser?

- Jeg vil forsøge at undgå at påvirke kommissionens arbejde, og dermed vil jeg vente på, at de kommer med deres anbefalinger, og så må vi diskutere den derfra. Jeg har stor respekt for, at mange gerne vil have det her på plads hurtigst muligt, men lad os nu lige se, hvad de kloge mennesker, som vi har sat i gang med det her arbejde, kommer frem til, sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Dagpengekommissionen ventes at lægge sin endelige rapport frem inden oktober.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.