Østjyllands Politi har i dag, mandag kl. 15.56, anholdt en 32-årig mand på en adresse i Sønderjylland og sigtet ham for at stå bag drabet på den kvinde, der lørdag blev fundet i en sort plastikpose på en rasteplads ved Langå.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 32-årige er bosiddende på Fyn, og drabet er blevet begået på hans bopæl.
Politiet valgte søndag at offentliggøre et billede af den dræbte kvinde, i håb om at borgerne kunne hjælpe med at få identificeret hende. Det førte til op mod 200 henvendelser, og det var netop én af de henvendelser, der viste sig at blive det afgørende spor i sagen.
- Vi er meget taknemmelige over den hjælp, vi har fået fra borgerne i den her sag. Uden borgernes hjælp er det ikke sikkert, vi havde fået identificeret kvinden, siger leder af efterforskningen vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.
Kvinden stammer fra et nordafrikansk land og har befundet sig i Danmark på et turistvisum, men da de pårørende endnu ikke er underrettet, gives der for nuværende ikke yderligere oplysninger om hendes identitet.
Den sigtede vil tirsdag 13. januar blive fremstillet i grundlovsforhør ved Fyns politi.