Taxikrig
3F om Uber-støtte: Man bruger taxachaufførers skattekroner på at stjæle deres job
Den amerikanske kørselstjeneste Uber fik offentlig hjælp til at etablere sig i Danmark. Det møder hård kritik fra fagforeningen 3F, som beskylder Uber for at stjæle arbejdspladser fra chaufførerne.
Af Mathias Svane Kraft
MERE
Den offentlige hjælp til kørselstjenesten Uber ærgrer Jan Villadsen, formand for 3F Transport, der er fagforening for taxachauffører.
Den offentlige hjælp til kørselstjenesten Uber ærgrer Jan Villadsen, formand for 3F Transport, der er fagforening for taxachauffører. Foto: Niels Ahlmann Olesen, Scanpix


Med få tryk på telefonskærmen kan københavnere via Uber-app'en få et hurtigt lift af en privat bilejer. Men det er ulovligt, mente Trafikstyrelsen, som politianmeldte amerikanske Uber blot to timer efter deres ankomst i 2014.

Samtidig er mindst 24 Uber-chauffører blevet sigtet for piratkørsel af Københavns Politi.

Men som Avisen.dk i dag kan afsløre, har det ikke forhindret Uber i at få offentlig hjælp til at etablere sig i Danmark. Den skattefinansierede fond Copenhagen Capacity og Invest in Denmark under Udenrigsministeriet har hjulpet Uber med en række ting, blandt andet med at finde Ubers nuværende lokaler på Østerbro i København.

3F: Unfair konkurrence

Den offentlige hjælp til Uber ærgrer Jan Villadsen, som er formand for 3F Transport, der blandt andet organiserer taxachaufførerne i Danmark. Han mener, at Uber er med til at tage jobbet fra taxachaufførerne.

- Man bruger de skatteindtægter, man tager fra taxachauffører, på at støtte en virksomhed, som nu tager jobbet fra dem. Enhver normalt tænkende person ved, at det er skatteundragelse og undergravelse af almindelige løn- og arbejdsvilkår. Samtidig er det fuldstændig unfair konkurrence over for taxabranchen, som skal leve op til en meget lang række reger i forhold til blandt andet sikkerhed, miljø og arbejdsvilkår, siger Jan Villadsen til Avisen.dk

Uro om Uber

Amerikanske Uber kom i 2014 til København. Virksomheden faciliterer, at kunder gennem en app til smartphones kan samles op af en privat bilejer og køre dem til en aftalt destination.

Hos Uber betragter man tjenesten som en platform for samkørsel, som under visse forudsætninger er lovligt i Danmark.

Men i taxabranchen betragter man tjenesten som ulovlig piratkørsel. Den vurdering deler Trafikstyrelsen, som i 2014 politianmeldte Uber. Samtidig er mindst 24 personer, som kørte for Uber, blev sigtet af politiet for brud på taxaloven og taxabekendtgørelsen. Uber kritiseres samtidig af fagbevægelsen, fordi Uber-chauffører ikke har samme rettigheder som ansatte i den klassiske taxabranche.

Undergraver velfærdssamfundet

Formanden beskylder samtidig Uber for ikke at betale skat og dermed undergrave det danske velfærdssamfund.

- Jeg synes ikke, at virksomheder, som prøver på at undergrave det danske velfærdssamfund, skal have skatteyderbetalte kroner til at lave deres arbejde. Jeg skal ikke blande mig i, hvad man bruger private midler til, og jeg betaler normalt min skat med glæde. Men det bliver jeg ikke ved med, hvis det går til sådan nogle ting, siger Jan Villadsen til Avisen.dk.

Ærgerlig melding oveni trepart

Det ærgrer især Jan Villadsen, at meldingen kommer netop som regeringen har inviteret arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger. Her drager formanden en parallel til den debat, som opstod for nylig, da statsminister Lars Løkke Rasmussen fløj til Malaga med det omstridte flyselskab Ryanair.

- Det skriger jo til himlen, at den her nyhed kommer midt i trepartsforhandlingerne. Man beder arbejdsmarkedets parter løse en integrationsudfordring, som politikerne ikke har kunnet løse i 18-20 - og det hjælper vi gerne med - men samtidig har man en statsminister, der rejser med Ryanair, alt imens man bruger midler betalt af skattekroner til at hjælpe ulovlige virksomheder til Danmark, lyder det fra Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Uber afviser og håber på reform

Uber har ikke ønsket at stille op til et interview, men skriver i en mail, at de er uenige i de anklager, som blandt andet Jan Villadsen kommer med.

- Vi er uenige i anklagerne, og det er vores klare opfattelse at vi opererer indenfor rammerne af dansk lov. Det skal også stå helt klart, at vi som selskab betaler alle lovpligtige skatter og afgifter i alle de markeder, vi opererer på, også i Danmark, skriver Uber i en mail til Avisen.dk.

Selskabet mener samtidig, at det er behov for en reform af samkørsel og taxakørsel.

- Vi er dog også af den opfattelse, at rammebetingelserne for taxa er forældede, og vi støtter op om de mange opfordringer til reform, ikke blot af delekørsel, men også på taxaområdet, skriver Uber.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.