Kontanthjælpsydelserne er højere end rimeligt og nødvendigt.Det mener beskæftigelsesordfører for Det Konservative Folkeparti, Rasmus Jarlov.
Han fremfører i et blogindlæg på Berlingske politiske site, Politiko, at en enlig forsørger med to børn kan få udbetalt 19.618 kroner om måneden, mens et kontanthjælpspar med to børn kan få 24.702 kroner.
"Af en eller grund synes mange, det er helt i orden at kontanthjælpsmodtagere får så meget, fordi andre mennesker også får børnepenge og boligstøtte. Det er et mærkeligt argument. For det ændrer ikke på, hvor mange penge en familie på kontanthælp har til rådighed, og det må vel være det, som diskussionen skal handle om. Giver vi kontanthjælpsmodtagerne et rimeligt forsørgelsesgrundlag eller ej? Svaret på dette må være ja. Kan man ikke klare sig for mindre end disse beløb udbetalt efter skat om måneden, er der noget galt."
Rasmus Jarlov mener ikke, at kontanthjælpsmodtagere lider nød, hvis man som familie har mindre end 20.000 kroner udbetalt om måneden. Han mener, at nogle arbejdsløse vil komme i arbejde, hvis de offentlige ydelser var lavere. Men:
"Det bærende argument for at sætte kontanthjælpen lidt ned må være rimelighed. Folk, der arbejder, bør have noget ud af det, og der er grænser for, hvor mange af deres penge man kan tillade sig at tage fra dem for at give til folk, der ikke arbejder."
Beløbene, som Rasmus Jarlov nævner, er baseret på Cepos, Økonomiministeriets familietypemodel og Det Konservative Folkepartis egne beregninger.