Brøndby måtte torsdag aften kæmpe i to timer mod Sønderjyske for at sikre sig en plads i semifinalerne i DBU Pokalen.
Det lykkedes til sidst Brøndby-træner Alexander Zornigers mandskab at hente en 1-0-sejr, da Christian Nørgaard efter 118 minutters spil afgjorde affæren med et fladt langskud.
- Jeg er meget træt, og det tror jeg også, spillerne er. Selv om vi er i rigtig god form, så blev det alligevel hårdt til allersidst.
- Men så er det jo bare fedt, at vi formår at score i det 118. minut, hvilket selvfølgelig er lidt ærgerligt for Sønderjyske, da de spillede en god kamp og havde mange chancer, siger Zorniger til Brøndbys hjemmeside.
- I sidste ende var det en sejr som alle andre. Men jeg er imponeret over, hvordan drengene formår at hive sejren hjem til sidst, siger tyskeren.
Sønderjyskes sportschef, Hans Jørgen Haysen, mener, at Sønderjyske var det bedste hold på banen og berettede om stor skuffelse i hjemmeholdets omklædningsrum.
- Der sidder spillere og græder og med hænderne i hovedet, siger Haysen til TV3 Sport.
I øjeblikket undersøger Danmarks Idrætsforbunds Matchfixing-sekretariat om alt gik korrekt for sig, da Sønderjyske i marts fik en fordel ud af at tabe en kamp til FC Midtjylland i Superligaen.
Sagen har påvirket Sønderjyske-spillerne, og det imponerer sportschefen, at holdet på den baggrund var i stand til at give Superligaens førerhold kamp til stregen.
- Vi spillede en vanvittig kamp. Trods de vilkår spiller vi en kamp, hvor vi overtrumfer Danmarks bedste hold og med rette skal vinde kampen.
- Det er selvfølgelig flot, at de har en, der kan sparke den ind på den måde til sidste. Det skal de have cadeau for. Men den er tung lige nu, siger Hans Jørgen Haysen.
/ritzau/