Brøndby vandt søndag 2-1 over Hobro IK i sidste kamp i grundspillet i Alka Superligaen.
Dermed er Brøndby oppe på 20 ligakampe i træk uden nederlag.
Ifølge Brøndby-træner Alexander Zorniger er det en særdeles god ballast at tage med ind i det kommende mesterskabsspil.
- Spillerne fortjener det. Når man ikke taber i 20 kampe, har man i nogle situationer brug for lidt held, og det har vi helt sikkert haft i et par kampe.
- Men generelt fortjener vi helt sikkert denne række af kampe uden nederlag, og vi fortjente helt sikkert sejren.
- De fik kun målchancer, når vi lavede store fejl, særligt i den centrale del af banen, siger Alexander Zorniger.
Efter den kommende landskampspause står den på ti kampe mod de resterende hold i top-6, før guldet skal uddeles.
- Vi ser virkelig frem til mesterskabsspillet.
- Nu ved vi, at vi kommer til at spille ti kampe på højeste niveau i Danmark mod de bedste hold lige nu, siger cheftræneren.
Brøndby går ind i mesterskabsspillet på førstepladsen med samme pointantal som rivalerne fra FC Midtjylland.
Det er resultatet efter den sene sejr over Hobro, hvor det afgørende mål blev sat ind af angriberen Jan Kliment få minutter før tid.
Brøndbys første målscorer var Hany Mukhtar, og Alexander Zorniger sender store roser af sted til sin spiller.
- Det var tydeligt at se, at til tider kunne modstanderen kun stoppe ham ved at begå frispark. Generelt skabte han målchancer, scorede selv og arbejdede defensivt.
- Lige nu præsterer han på det niveau, jeg forventer af ham.
Zorniger vil dog ikke gå så langt som til at sige, at Mukhtar bliver den vigtigste nøgle til at hive guldet hjem til Vestegnen.
- Du kan spørge mig efter sæsonen. Jeg ved det ikke. Selvfølgelig er han en vigtig spiller, siger Alexander Zorniger.
/ritzau/