Man kan ikke helgardere sig mod folk, der død og pine vil ind til de farlige dyr i en zoologisk have.
Sådan lyder det fra administrerende direktør for Københavns Zoologiske have, Lars Lunding Andersen.
"Der især de store kattedyr - tigerne og løverne - og så selvfølgelig vores bjørne, der er særligt farlige. Men vi kan ikke forhindre, hvis der er nogen, der vil hoppe ned til dem," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Udtalelsen kommer efter at en tidligere dyrepasser i Næstved Zoo, der var psykisk syg, mandag kravlede ind i tigerburet og begik selvmord ved at sætte ild til noget halm. Han døde af en røgforgiftning, og senere spiste dyrene af ham.
I København har man ikke oplevet lignende voldsomme hændelser i havens 150 år lange historie.
Der er dog én hændelse, som er lidt i samme boldgade.
"For 25 år siden stak en fuld svensker armen ind til vores leoparder, og han blev bidt. Men det er også det værste, vi har oplevet," siger Lars Lunding Andersen.
I april hoppede en psykisk syg kvinde ned til isbjørnen i Berlin Zoo. Hun blev meget ilde tilredt, men overlevede dog.
Heldigvis har gæsterne i København Zoo gode manerer, forklarer Lunding.
"Folk opfører sig generelt meget, meget pænt, når de er i zoologisk have, fordi der er andre gæster til stede. Og hvis der er nogen, der opfører sig dårligt, så skal vi nok få det at vide af havens øvrige gæster," siger Lars Lunding Andersen.