Der var jubel og glade dage i Chester Zoo i det nordlige England onsdag, da deres komodovaran Flora’s fem æg blev til fem babyvaraner. Og babyvaranerne er noget ud af det sædvanlige, da Flora ikke har været i nærheden af nogle mandlige komodovaraner. Det har været ren jomfrufødsel for det otte-årige krybdyr.
»Flora er ignorant over for den jubel, som hun er skyld i. Men vi er lykkelige for at kunne fortælle, at hun nu er mor og far,« sagde lederen af Chester Zoo’s krybdyrsafdeling Kevin Buley ifølge CNN.
Det er anden gang, at en komodovaran i en zoo forplanter sig uden at have været i nærheden af et mandligt eksemplar. Forskere har advaret om, at det kan skade komodovaraner i det lange løb, da det skaber en slags indavl, når der ikke kommer nye gener til. Men jomfrufødslerne giver også håb om overlevelse for øglerne, som der kun er omkring 4000 tilbage af i verden.
Chester Zoo fortæller, at alle fem babyvaraner har det godt og lever på en dejlig diæt af fårekyllinger og græshopper.