Det kommer til at koste Bournemouth-spilleren Tyrone Mings fem spilledages karantæne, at han trampede Zlatan Ibrahimovic i hovedet i lørdagens Premier League-kamp mod Manchester United.
Selv om Mings hele tiden har benægtet, at handlingen var bevidst, var der ikke megen forståelse at hente fra disciplinærkomitéen i Det Engelske Fodboldforbund (FA).
Allerede tirsdag blev Ibrahimovic idømt tre kampe i skyggen, fordi han jog den ene albue i synet på Mings kort efter trampe-episoden.
Hos Mings' arbejdsgiver er man langt fra imponerede over fodboldforbundets afgørelse.
- Vi finder det ekstraordinært, at anklagerne anses for at være bevist, når der ikke findes beviser for, at handlingen blev udført med forsæt, skriver Bournemouth i en presseerklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.
Mings indleder sin karantæne på lørdag, hvor hans klub møder West Ham. Derefter går han glip af kampe mod Swansea, Southampton, Liverpool og Chelsea.
/ritzau/