Så er der godt nyt til de danske fodboldfans: Zlatan Ibrahimovic vender ikke tilbage til det svenske landshold foreløbigt.
Det betyder formentlig, at han ikke er med, når der er arvefjendeopgør mellem Sverige og Danmark i Parken 2.juni.
Den svenske stjerne og primadonna begravede i dag nemlig alle spekulationer om, hvorvidt han er på vej tilbage til det svenske nationalmandskab.
» Jeg har ingen planer om at vende tilbage til landsholdet foreløbig. Jeg er klar over, at Wilhelmsson og Mellberg har gjort det, men jeg træffer mine egne valg,« siger Inter-stjernen til Corriere dello Sport.
Zlatan blev sammen med Christian Wilhelmsson og Olaf Mellberg bortvist fra den svenske landsholdslejr tilbage i september, efter at de blev for længe i byen.
De to andre er forlængst tilbage i landsholdstrøjen, men Zlatan vil det altså anderledes.