De 12 thailandske drenge, der i sommer sad fanget i en grotte i Thailand i op til 17 dage, deltog i weekenden i det kendte amerikanske talkshow The Ellen DeGeneres Show.
Her blev drengene, der spiller på det samme fodboldhold, overrasket af deres store idol, den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic.
- Jeg troede, at jeg var modig. Men de her børn er modigere end mig. De viste teamwork og ventede tålmodigt og stolede på andres hjælp.
- Det er nok verdens bedste hold, sagde den svenske fodboldstjerne i programmet.
Zlatan spiller i øjeblikket for Los Angeles Galaxy, og han delte gaver ud til drengene fra holdet.
Det thailandske fodboldhold forsvandt den 23. juni i år, hvor drengene, der er mellem 11 og 16 år, og deres træner gik ind i en stor grotte i det nordlige Thailand.
Regnmasser og stigende vandstand tvang dem længere og længere ind i grotten. Først ni dage senere blev de fundet af dykkere, der søgte efter dem, og først den 10. juli blev den sidste dreng reddet ud af grotten.
/ritzau/