Efter megen polemik er Zlatan Ibrahimovic's skifte til FC Barcelona fra Inter endeligt på plads, og han vil ikke prøve at erstatte Samuel Eto'o, der som led i handelen er røget den anden vej.
"Jeg er ikke kommet her for at være Samuel Eto'o. Jeg er en anden, en ny, men jeg vil forsøge at opnå lige så meget som Eto'o eller måske mere," fortæller stjerneangriberen, som kommer til at få trøjen med nummer ni. Det skriver BBC.
Den 27-årige angriber har skrevet under på en femårig kontrakt med de spanske mestre, og det føles ifølge Zlatan selv "som om, jeg lever i en drøm."
FC Barcelona har betalt omkring 350 millioner kroner for svenskeren, og Inter får desuden Samuel Eto'o på en permanent kontrakt og Aleksandr Hleb på en et-årig lejeaftale.