Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic lader til at fortsætte karrieren i den amerikanske MLS-klub LA Galaxy.
Det mere end antyder han i en meddelelse på sociale medier, herunder Facebook.
- MLZ jeg er ikke færdig med dig endnu, lyder den korte tekst fra svenskeren.
Dermed synes han at lukke ned for spekulationerne om fremtiden.
Således har det været et varmt rygte, at han skulle få comeback for den italienske klub Milan, men i sidste uge meddelte Milans sportschef, Leonardo, at der ikke var hold i rygterne.
Da sagde Leonardo, at Zlatan Ibrahimovic havde lovet LA Galaxy at blive, og det ser altså ud til at holde vand.
LA Galaxy har endnu ikke bekræftet forlængelsen med Zlatan Ibrahimovic, der skiftede til klubben fra Manchester United i marts 2018.
/ritzau/