Det svenske fodboldlandshold stiller op helt som forventet i lørdagens playoffkamp mod Danmark i Stockholm.
Det betyder blandt andet, at det er Panathinaikos-angriberen Marcus Berg, som sammen med superstjernen Zlatan Ibrahimovic skal udgøre Sveriges angrebsduo.
Berg har scoret otte mål i 33 landskampe siden debuten i 2008.
I en grafisk opstilling ligger Berg og Zlatan på linje som angriberduo i 4-4-2-opstillingen, men svenske medier har spekuleret i, at Zlatan Ibrahimovic vil søge længere ned i banen for at agere spilstation.
Ingen af de to svenske angribere har scoret mod Danmark i en A-landskamp, men tilsammen har duoen lavet 67 landskampsmål.
I Sveriges forsvarskæde er der som ventet blevet plads til FCK-spilleren Mikael Antonsson. Han skal gøre udgøre en midtstopperduo med den fysisk stærke Andreas Granqvist.
Sveriges startopstilling ser ud som følger (4-4-2):
Andreas Isaksson - Mikael Lustig, Andreas Granqvist, Mikael Antonsson, Martin Olsson - Jimmy Durmaz, Oscar Lewicki, Kim Källström, Emil Forsberg - Zlatan Ibrahimovic, Marcus Berg.
Hvis enten den centrale midtbanespiller Kim Källström eller Zlatan Ibrahimovic tilrager sig et gult kort under lørdagens kamp, kan spillerne spare turen til København, da de i så fald får karantæne.
Opgøret begynder klokken 20.45 på Friends Arena.
/ritzau/