Det kan måske give lidt knas i starten af fredagens VM-kvalifikationsopgør mod Tjekkiet, at Niki Zimling må undvære sin sædvanlige makker på den defensive midtbane, karantæneramte William Kvist.
Niki Zimling kommer sandsynligvis til at indgå i et samarbejde med rutinerede Nicolai Stokholm.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at Kvist og jeg har fået rigtig godt samarbejde, efter at vi begyndte at spille sammen.
- Vi har fået det til at fungere rigtig godt centralt, så det er klart, at det bliver lidt anderledes, siger Niki Zimling.
- Men igen - alle der er med her, har været med før og kender den måde vi spiller fodbold på ud og ind.
- Jeg tror ikke, at det bliver et spillemæssigt problem, men det er klart, at vi skal have samarbejdet til at fungere.
- Det bliver måske lidt anderledes i starten af kampen, men derefter er jeg sikker på, at vi er så gode fodboldspillere, at vi nok skal få det til at fungere, vurderer Niki Zimling.
Italien topper Danmarks kvalifikationsgruppe med 10 point. Bulgarien og Tjekkiet følger efter med henholdsvis seks og fem point. Danmark har to point - dog for en kamp færre end Italien og Bulgarien.
/ritzau/