Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (K) spiller i disse uger en afgørende rolle, da han som kommunernes topforhandler skal forsøge at få de strandede overenskomstforhandlinger tilbage på sporet. Et af de store stridspunkter er spørgsmålet om lønstigninger til de offentligt ansatte.
I Høje-Taastrup Kommune kan kommunaldirektøren se frem til en årsløn på knap 1,9 millioner kroner, og samtidig venter der ham en fratrædelsesgodtgørelse i millionklassen - også selvom han fortsætter i jobbet.
Til sommer udløber kommunaldirektør Lars Holtes seks år lange kontrakt, og dermed kan han se frem til 1.406.343 kroner i fratrædelsesgodtgørelse. Men den øverste embedsmand i Høje-Taastrup Kommune fortsætter i sin stilling, da han har fået forlænget sin kontrakt med tre år.
Dermed kan Lars Holte se frem til fratrædelsen på 1.4 millioner skattekroner, mens han ikke behøver at lede efter nyt job.
Det skriver Taastrup.nu, der oplyser, at den nye kontrakt vil betyde en årsløn på 1.875.124 kroner, og derudover kan kommunaldirektøren se frem til endnu en fratrædelsesgodtgørelse på en halv million kroner, når han forlader sit job.
Har ret til pengene
Kommunens HR-afdeling forklarer til det lokale medie, at Lars Holte har ret til de store beløb i henhold til den kontrakt, han og kommunen indgik i 2012. Som borgmester var Michael Ziegler med til at underskrive den indbringende kontrakt.
Taastrup.nu har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den konservative borgmester, der i disse dage er i Aalborg for at deltage i et stort møde med andre ledende skikkelser i Kommunernes Landsforening.
Tilbage i efteråret 2017 sagde Michael Ziegler dog følgende om store fratrædelsesordninger til offentligt ansatte chefer, som fortsætter i deres job:
- En fratrædelsesgodtgørelse er selvfølgelig grundlæggende beregnet til medarbejdere, der fratræder. Derfor fik KL i overenskomstforhandlingerne i 2015 forhandlet os frem til en ændring af reglerne, så der ikke udbetales fratrædelsesgodtgørelse til chefer, der får en ny kontrakt eller bliver fastansat. I de kommende overenskomstforhandlinger vil vi kæmpe for, at det også skal være slut med at få udbetalt godtgørelse, når man forlænger sin kontrakt.