Europas storklubber er villige til at smide store beløb for at fingre i Tottenham-stjernen Gareth Bale.
Sådan lyder vurderingen fra den tidligere "Verdens bedste fodboldspiller" og nuværende ambassadør for storklubben Real Madrid, Zinedine Zidane.
- Efter den sæson han har haft - og taget i betragtning af, hvor ung han er - vil Gareth Bale blive en af de højeste betalte fodspillere i verden, hvis han vælger at skifte klub.
- Tottenham kunne forlange 40, 50 eller sågar hele 60 millioner pund for ham, hvilket er mange penge. Men der er måske tre eller fire klubber i verden, som har råd og ikke vil blive skræmt af den høje pris, siger Zidane til Sky Sports.
Søndag blev den 23-årige Gareth Bale kåret som den bedste spiller i Premier League i sæsonen 2012/2013 af den engelske spillerforening English Professional Footballers Association (PFA).
- En spiller som Bale kan få afgørende betydning for, om en storklub vinder ligaen eller Champions League, siger Zidane og tilføjer:
- De ville få den bedste spiller i Europa denne sæson. Og han har en alder, hvor han stadig kan spille på topniveau de næste 10 år.
Det walisiske stortalent har selv forsøgt at sænke forventningerne til, hvor han spiller i fremtiden.
- Jeg følger ikke med. Det er alt sammen spekulationer, som jeg ikke kan gøre noget ved alligevel.
- Jeg koncentrer mig om mit fodboldspil og forsøger at spille så godt, jeg kan for mit hold, siger Bale.
/ritzau/