Millioner af seere verden over fulgte vantro med i dramaet, da Zinedine Zidane i VM-finalen mellem Frankrig og Italien blev udvist for at nikke Marco Materazzi en skalle.
Siden da har der været mange gisninger om, hvad der udløste franskmandens vrede i sin sidste kamp for Les Bleus.
Mundaflæsere nåede frem til, at Materazzi havde sagt nedladende ting om den franske elegantiers søster, mens de to kamphaner selv selv har været temmelig fåmældte om ordudvekslingen.
Men nu, fire år efter den famøse finale, som Italien tabte, har de to endelig sluttet fredi.
Til den italienske tv-kanal Mediaset fortæller Materazzi, at han har rystet næver med Zidane. Forsoningen skete, da han var på vej ud af Hotel Melia i Milano i begyndelsen af november, hvor han skulle mødes med sin tidligere træner i Inter, Jose Mourinho.
"Jeg var ved at forlade hotellet, da en eller anden prøvede at stoppe mig. Der er et problem, sagde de, Zidane har parkeret lige ved siden af din bil," fortæller Materazzi og fortsætter:
"Jeg svarede, at jeg ikke kunne se, hvad problemet var." Han gik hen til sin bil og stod pludselig ansigt til ansigt med Zidane.
"Hvad der blev sagt bliver mellem os. Lad os sige, at jeg snakkede mest, og til slut rakte han hånden ud. Jeg klemte den fast, indtil han så mig i øjnene," fortæller Materazzi ifølge Reuters.
"Det var det, jeg gerne ville. For mig var det stort, jeg ved ikke med ham."